NielsLauritsHøyensLevned_1872

208

de fandt nødvendig for at erhverve Livets Ophold, saa be­ tragtede de ham som en personlig Fjende, der af Partiskhed eller Ondskab søgte at tage dem Brødet af Munden. Hver en Mening, han ytrede, blev modtaget med Mistillid, og de vare forud bestemte paa at sætte sig imod den. Det kan under saadanne Omstændigheder i alt Fald undskyl­ des, om det ikke kan billiges, at han trak sig tilbage, og overlod de Konstnere, der delte hans Anskuelser, selv at fægte dem igjennem, hvis det var muligt; den Understøt­ telse, hans dialektiske Skarphed og hans Veltalenhed kunde give dem, vilde ofte opvejes af den Uvillie, hvormed visse Medlemmer hørte ham, og Konstnerne vilde være mere tilbøjelige til at rette sig efter Andre, der ligesom de selv skulde leve af deres Arbejder, end efter ham, som ikke var Konstner. Men medens han saaledes holdt sig borte fra Pienar - Forsamlingerne, deltog han dog ligefuldt i Bedømmelserne af Concurs-Arbejderne, i Bestyrelsen af Bibliotheket ogKonst- samlingen, og fremfor Alt i de Comitteer, der nedsattes for at gjøre Forslag til Forbedringer i Akademiets Indretning. Det gik nemlig efterhaanden op for Alle, at Akade­ miet trængte til Omordning, baade som Konstnersamfund og som Skole. Efter Fundatsen vare Akademiets Medlemmer to Slags, ordentlige (Konstnere eller Videnskabsmand, der vare Lærere ved Akademiet) og overordentlige eller Æresmedlemmer (Ikke-Konstnere). Disse sidste vare stemmeberettigede i alle Sager; de ordentlige Medlemmer derimod, med Und­ tagelse af Professorerne og Sekretæren, kun i de Sager, der angik Konstværkers Bedømmelse. Denne besynderlige og stødende Bestemmelse ønskede Alle ophævet. Men ogsaa