NielsLauritsHøyensLevned_1872

207

udenfor Akademiet staaende Konstneres Ret, stillede Udstil­ lingen og Udstillingsfonden under en særlig Bestyrelse, og et forøget Tilskud fra Staten holdt Akademiet skadesløst for den Indtægt, det derved mistede. Fra det -Øjeblik, da Høyen i Forhandlingerne om Enkekassen havde brudt med Akademiets Majoritet, mødte han kun sjælden i dets Plenar-Forsamlinger. Han var overbevist om at han Intet vilde kunne sætte igjennem, i alt Fald ikke før Majoriteten ved Tilgang af nye og friske Kræfter var bleven forandret, og han havde ingen Lyst til at indlade sig i en unyttig Kamp. Grunde kunde ikke hjælpe imod dem, som, netop fordi de frygtede hans Overlegenhed i Debatten, lukkede deres øren og ikke vilde forstaa ham. Det var jo heller ikke en theoretisk eller æsthetisk Modsætning, det dreiede sig om, men en moralsk. Han selv var vant til at nøjes med Lidet; de ideelle Interesser, Konsten var hans Liv; derfor ofrede han Alt. Han syntes, at ogsaa de, hvem naturlig Begavelse og frit Valg havde gjort til udøvende Konstnere, burde have den samme uegennyttige Kjærlighed til Konsten; han kunde ikke finde sig i at de for egen Fordels Skyld tilsidesatte Konstens Tarv, at de ivrig arbejdede paa en Udvidelse af Friboligerne paa samme Tid, som Akademiet manglede den allernødvendigste Plads til Konstsamlingen og til Skolerne, o. s, v. Og, fik nogen af disse Konstnere saa en Formod­ ning om at den samme Modsætning kunde gjøre sig gjæl- dende ved Bedømmelsen af mange af deres Arbejder, at Høyen ogsaa her forlangte en Grundighed i Opfattelsen og Naturstudiet, en kjærlig Fordybelse i Opgaven og en om­ hyggelig Udførelse, som ikke altid lod sig forene med den Hurtighed i Arbejdet, hvortil de havde vænnet sig, og som