NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

40

Nationalmuseet.

dene, og de havde det samme Kendskab til dem. Men den ene bedømte dem fuldstændig rigtig; den anden greb ganske fejl. Sagen var, at Naturforske­ ren for vild i de uvejsomme Oldtidsegne, hvor der­ imod Arkæologen let og sikkert fandt frem. Gennem dette Eksempel er vi ført til den videre Forskning og dybere Forstaaelse af Oldsagerne, som følger efter den Udtydning af alle Enkeltheder og Dele, som foran er omtalt. Alt samles og ses i indbyrdes Forbindelse, saaledes at Menneskelivet i Oldtiden forstaas i dets Udvikling gennem Tiderne og i alle dets Sider og Dele. Saaledes opfattet frem­ stilles alt i Skrift og i Tale. Slægt efter Slægt tager fat paa de samme Opgaver, der bestandig kan løses sandere og mere indtrængende, eftersom Kund­ skaben udvides ved nye Fund, der fremkommer i vort eget Land eller ude, og eftersom Forskningen bliver klarere og dybere. Saaledes skrider Viden­ skaben fremad, og hvad den yder, hiiver sandere og fyldigere. Det var nu ikke Meningen med, hvad der her blev fremsat, at vække Forestillingen om, at Old- forskningen er vanskelig. Tværtimod, ved rolig at overtænke, hvad der er sagt, vil man finde, at det ikke er Hekseri, men ganske simpelt og forstaaeligt. Dog er det ikke hermed givet, at alle og enhver kan deltage i Forskningen. Det saas, at der kræves E v ­ ner, Uddannelse og Kundskaber. Det første har ikke enhver i tilstrækkeligt Maal, det sidste er det ikke enhvers Sag at skaffe sig. Saaledes maa Forsknin­ gen tilhøre Fagmanden, der kan anvende hele sit L iv paa at dygtiggøre sig til sin Gerning. Det er nu hans Sag, men han kan ikke sy Sko; ogsaa det maa der en Fagmand til,