NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

15. Museumsbygningen og Frem tiden. 145 trange Gang. Og tag ikke en Stol for at sidde og se i Ro; tlii store Glasflager tæt paa baade for og bag maner om en uafbrudt Agtsomhed. Om at faa Overblik og samlede Indtryk er der ikke Tale. Al Ting lige paa Næsen, medens det i et Museum dog burde være saaledes, at man af og til kunde paa Afstand faa et samlet Syn af alle de Enkelt­ heder, hvorimellem man vælger, hvad man særlig vil betragte. Ogsaa hele Midten af Rummene er fyldt af loftshøje Skabe, saa at den velinddelte og tydelig ordnede Samling bliver en Labyrint, hvori man kun med Besvær finder sig tilrette. Lyset er lukket ude, der er uhyggelig mørkt. I disse Skabe, der kun er Glas, bliver alt dunkelt; selv Guldmontrernes straalende Kostbarheder maa blegne. Ikke bedre længere fremme mellem Middelalderens og Nytidens Skatte, som vilde fængsle ved deres Pragt og Farverigdom. Tæt Sammenpakning overalt. Skabe og Opstillinger passede ind i hverandre som Klodser i et Sammenlægningsspil. Alt er vel fremlagt saaledes, at det skulde kunne ses; men højst besværligt bliver det, og kun for Enkelt­ mand er det tilgængeligt. Forevisning for flere, Be­ søg af Skoler og Foredrag kan ikke gennemføres nogenlunde tilfredsstillende. Kommer blot 20, maa Halvdelen lytte bagved et Skab, og den anden Halv­ del dækker de Sager, der skulde ses, imedens der tales. Og ikke blot trangt, men fattigt og forfaldent er der. Forhallens Gulv er lagt som i et Køkken; i Værelserne opbulnede og lappede Trægulve; en Hoved­ trappe, der har maattet afstives med en tyk Jernstang for ikke at skride ned; Lofter, der er sunkne, saa at de med svære Jernankere har maattet skrues op i S o p h u s M il 11 er; Nationalmuseet. 10