NatalieZahle_1914

2 g 6

en W ilstersk Eleonore Christine med Helgenindens ydmyge Hengivelse under Skæbnens Slag. Frk. Zahles Ord, som jeg mindes fra mine Barndoms- og første Ungdomsaar var atter og atter: »Vær stille, Børn!«, vel at mærke ikke at opfatte som en Formaning til udvortes Tysthed, men til H jertets Stilhed. Som hun skrev i et lille D igt til en af mine Klasse­ kammerater ved hendes Konfirmation:

»Gaa frem, som Du har gaaet før, vær trofast, kærlig, øm som før, men fremfor alt, vær stille! Den stille Aand har Herren kær, den stille Sjæl er Aanden nær, og Troens L iv er stille!«

saaledes saa hun den skønneste Udvikling, hun kunde ønske for os. A t hun daarligt kunde tænke sig en saadan Hjertets Stilhed uden en tilsvarende Stilfærdighed og Blyhed i den ydre Fremtræden, falder vel af sig selv. Men alt som Aarene gik, og Frk. Zahle saa de mange unge Kvinder vokse frem for sine Øjne og saa dem ikke alene som deres Hjems og deres Skoles, men som T i d e n s unge Piger, da forstod hun mer og mer, under hvor forskellige ydre Fremtoninger den ægte Kvindelighed kan trives. A lle­ rede i sine Artikler fra 1872 skrev hun: »Der er stundom et vist knapt og mut Væsen, hos en ung Kvinde, der har en levende Følelse af, at der er noget i h e n d e s e l v , hun maa holde V a g t for; tit gemmes den rigeste Følelsesfylde under et saadant haardt og koldt H yl­ ster Jeg tror derfor heller ikke, man skal være alt for bange for det saakaldte »emanciperede« Væsen ; lidt drengeagtig Kaadhed hos en Pige i Overgangsalderen er ingenlunde Bevis for m a n d l i g e Interesser eller T ilbøje­ ligheder — ofte det modsatte. Men paa den anden Side kan en ildfuld Følelse tilvisse føre en Kvinde til m a n d i g Daad, uden at K v i n d e n dør under Panseret. Da Hervør havde set Høfund, drog hun hjem, hængte Skjold og Spydstage,