NatalieZahle_1914

295 Størst forekom dog Frk. Zahle mig, naar hun tog en al­ vorligere Skolesag op for den samlede Klasse. Hun fryg ­ tede saa meget al den Snak og alle de Betragtninger, der kunde komme ud af Gisninger og af en halv Viden. Derfor behandlede hun Sagen for hele Klassen, appellerede egentlig altid til dens Æresfølelse, dens Sammenhold, dens Alvor og dens Medansvar for, at den Kammerat, der havde forsyndet sig, atter kom paa ret Vej, og jeg har oplevet mange T il­ fælde, hvor Appellen ikke var forgæves, men bar den skøn­ neste Frugt baade for den enkelte og for Klassen. Paa et andet Omraade havde Frk. Zahle ogsaa en ualmin­ delig lykkelig Haand til at behandle en vanskelig disciplinær Sag af den Art, der uundgaaelig fremkommer, hvor en Læ ­ rers Myndighed er bristet ikke alene over for en enkelt Elev, men over for Klassen i sin Helhed. Den Maade, paa hvilken hun kunde sikre sig Forstaaelse hos alle de gode Børn og igennem deres Tilslutning faa Held til at afvæbne de trod­ sige Aander var noget »ganske for sig« og kunde virke helt opbyggende. A t det ikke alene var os ældre, os Lærerinder, der delte dette Syn paa hende, men at ogsaa Børnene havde en Fornemmelse af, at de stod over for noget stort, noget sjældent, kan følgende Eksempel tjene til at oplyse: En lille Tolvaarspige, rig og forvænt, var kommet ind i Skolen fra en meget udsøgt Privatundervisning, og det laa nær at for­ mode, at mange Forhold i den ny Skole ikke vilde tiltale hende. Da en Dame af hendes Forældres Bekendtskabskreds nogle Maaneder efter spurgte hende, om hun kunde lide sin ny Skole, var Svaret et frejdigt Ja, og da hun yderligere spurgtes, om hun ogsaa godt kunde lide Frk. Zahle, lød Sva­ ret: »Ja, især naar hun skænder!« Spørger man om, hvilket Kvindeideal, der stod for Frk. Zahle som det, hun vilde opdrage »sine Børn« til, er Spørgs- maalet let at besvare, naar man begrænser det til hendes ' U n g d o m s ideal. Det var ubetinget den bly, sagtmodige, kærlighedsfulde Kvinde med Evnen til at taale og lide,

1