NatalieZahle_1914

2 9 1

at intet Program maatte komme nogen i Hænde, før det var set af en bestemt Medarbejder. Nu mente selv hun, at der ikke kunde raades Bod paa Fejltagelsen. Men mig gik Sagen nær, og inden jeg var faldet i Søvn, havde jeg lagt min Plan. Næste Morgen før Kl. 4 stod jeg op, gik hen paa Posthuset, ventede en Stund, til der blev lukket op, kom ind, saa paa Bordene alle de kendte Konvolutter, forklarede, det var en Fejltagelse, at de Aftenen i Forvejen var blevet indbragt, bad om at maatte faa dem udleveret, og til min Forbavselse — en Forbavselse, der endnu den Dag i Dag opfylder mig — blev min Anmodning efterkommet. Sejr­ stolt bragte jeg dem hjem, og Frk. Zahle havde dem alle for Øje, da hun vaagnede; men — og det er for mig det be­ tegnende — hun blev vel nok glad og beroliget, derimod al­ deles ikke i mindste Maade o v e r r a s k e t hverken over min Idé eller dens Udførelse, — for hende stod det som det naturligste i Verden, at en Løsning var fundet, der havde hindret Programmernes Udsendelse mod hendes Ønske. Jeg tror virkelig, at jeg havde Ret i min senere spøgefulde Paa­ stand, at Begrebet »umulig« først gik op for hende som en Virkelighed, da hun i London oplevede en Droskestrike, saa vidt jeg véd, den første i sin Art. N a t u r l i g v i s prøvede hun paa at formaa baade den ene og den anden Køresvend til at befordre os hjem fra Krystalpaladset, men over for Londonnernes uforstaaende Stirren og deres urokkelige: »No, ma’am«, maatte selv hun give Køb. A t en saa stor Ihærdighed ikke altid kunde forenes med den tilbørlige Hensyntagen til egne eller andres legemlige Kræfter, vil vel være indlysende. I den Henseende har Frk. Zahle ikke lidt paa sin Samvittighed, om det end ikke stærkt nok maa betones, at det var U v i t t e r l i g h e d s s y n d e r , hun begik. Saa snart det var blevet gjort hende klart, at der maatte vises Forsigtighed i Arbejdskravene, kunde hun være usigelig øm og paapasselig, men hun kunde ikke før sent i sit Liv, under Trykket af Alderen og egen Svaghed,

1 9 *