NatalieZahle_1914

2 go

hele deres rige Arbejdsliv; uden hende var de ikke blevet vakt til Bevidsthed, hverken om Arbejdets P lig t eller Glæde. Det, at Frk. Zahle evnede at gøre alle sine Medarbejdere del­ agtige i sin egen store Gerning, at lade dem føle sig som ganske uundværlige, som fuldt ud ansvarlige for Udfaldet, er vel en af Hovednøglerne til Forstaaelsen af, hvor uhyre meget hun fik udrettet i sit Liv. Ganske vist maa det indrømmes, at Frk. Zahle ikke for­ stod at sætte Grænsen, — maaske ikke saa meget for, hvad h u n krævede af os — som for, hvad hun t i l l o d , v i kræ­ vede af os selv. Det stod for os, som kendte hun ikke Be­ grebet »umuligt«, følgelig eksisterede det heller ikke for os. Jeg har senere, vel nok i Spøg, men dog med Alvorens Bag­ grund, tit sagt til hende, at naar jeg tænkte tilbage paa vor Ungdom, saa maatte jeg sammenligne hendes Lærerinder med hin franske Minister, der sagde til Dronningen: »Deres Majestæt, hvad der er svært, gør jeg let; hvad der er umu­ ligt, gør jeg muligt!« Jeg skal anføre et Eksempel, grebet i Flæng ud af hundrede: Naar ved Skoleaarets Slutning Pro­ grammerne var blevet færdige, var i vore unge Aar Hansine Gerdtzen og jeg altid Frk. Zahle behjælpelige med at om­ sende disse til de mange forskellige Autoriteter og Venner, hun ønskede skulde kende Skolens Aarsberetning. V i havde L ister over alle disse Personer og mente derfor, at her fore- laa et Arbejde, vi ganske kunde tage paa os. E t Aar var Programmerne kommet lovlig sent, Bogtrykkeren sendte dem en Søndag Morgen, lige efter at Frk. Zahle var taget ud paa en Landtur, fra hvilken hun først ventedes tilbage om Aftenen. H. Gerdtzen og jeg besluttede saa for at spare hende al Ulejlighed selv at skrive alle Adresser og lade de flere Hundrede Programmer bringe paa Posthuset, hvad vi da ogsaa naaede at faa gjort, inden Frk. Zahle kom hjem. Men i Stedet for at glædes over denne vor Foretagsom­ hed, blev hun yderlig forstemt herover. A f en Grund, som vi ikke havde kendt, ønskede Frk. Zahle denne Gang,