NatalieZahle_1914

279

blev hendes Hovedgærde i Sengen ordnet saaledes, at hun kunde indtage en A rt siddende Stilling; hendes Hækletøj blev rakt hende, og hun lagde Væ gt paa at faa et bestemt Antal Rækker fuldendt hver Dag. En Morgen, da hun just var faldet i Blund henad Kl. 7, og Plejersken ikke nænnede at vække hende, var hun, da hun vaagnede, ked af at være kommet saa sent til Arbejdet, at hun maaske ikke den Dag kunde naa, hvad hun havde foresat sig. Svag som hun var, blev hun dog efter sit eget og Lægens Ønske daglig gjort i Stand til at sidde oppe nogle Timer midt paa Dagen, og Maalet var da først og fremmest det at komme hen til det kære Skrivebord, hvorfra saa mangt kær­ ligt og vidtrækkende Ord er udgaaet til de mange, hun vidste, der længtes efter hende og levede med hende i deres Tanke og deres Bøn. Endnu d. 31. Juli skrev hun et Brev til mig, saa vidunderlig rigt i Indhold, saa skønt og klart i Udtryk. Paa anden Side stod: »Forleden Nat drømte og tænkte jeg kun paa Ploug fra Aften til Morgen. Jeg syntes, der var vaagnet saadan en Kærlighed til og Forstaaelse af ham, og at Folk forstod, at han var den, der havde elsket det danske Folk højest. Jeg syntes ogsaa, min Stemme kom med i al den Begejstring, og den slog an i den store Mængde. Du maa hilse alle Ploug’er fra mig.« I det øvrige af Brevet var det fra først til sidst, som rum­ mede hun i sin Tanke og sit Hjerte alt og alle, jeg elskede højest, og hun fik Kraft til at sige mig de Ord, hun vid­ ste, jeg i den Stund trængte mest til. Og hun fik Kraft til ogsaa at finde Ord for, hvad der fyldte hendes egen Sjæl, og til at vidne om al den Kærlighed, hun var omgivet af, om den »mer end Ømhed«, der aldrig et Øjeblik svigtede hende. »Jeg er vel lidt bedre«, skrev hun, »men jeg véd, hvor det bærer hen. Nedad gaar det, men jo ogsaa opad, og alle er kærlige.«