NatalieZahle_1914

278

Endnu saa sent som 2. Juli, den Dag, da Afslutningen for de yngste Klasser fandt Sted, sendte hun mig en usigelig kærlig »sidste Hilsen« i min Skolegerning. Ogsaa af den saa jeg, hvad det kostede hende ikke at være personlig der til Stede, hvor hun var nærværende med hele sit Hjerte; 5. Juli vilde hun, at I. Vinteren og K. Lønborg skulde lade hende være ene hjemme med Sygeplejersken, for at de begge kunde være med inde ved Afslutningen og bringe hende Bud om, hvorledes alt var gaaet, — hun havde Øre og Hjerte for hver Beretning, stor eller lille. Dette var vist den sidste Forsagelse af den Art, der krævedes af hende. Da jeg faa Dage efter tog ud til hende, sad jeg om For­ middagen henved et Par Timer ved hendes Seng; det var sidste Gang, jeg talte fortroligt med hende. Hendes Stemme var svag, og hendes Hørelse ikke skarp, men hendes Aand var fuldstændig klar og vaagen, hendes kærlige Deltagelse varm og inderlig som i hendes Krafts bedste Dage, hendes Ønske for Skolens L iv i »Kærlighed og Sandhed« saa bræn­ dende som nogen Sinde. Da hun følte, hun blev træt, lagde hun sig en Stund stille hen, nød derefter et lille Maaltid, blev paaklædt og hjulpet ud i Verandaen, hvor hun havde sin Yndlingssiddeplads; da jeg tog bort, vilde hun følge mig til Dørs, og staaende viftede hun Farvel til mig. Ingen af os troede dog den Dag, det blev vort sidste Møde; jeg tog bort til mit sædvanlige Sommeropholdssted og vidste, at for hende var nu Ro og Uforstyrrethed, kun afbrudt af Smaa- besøg fra nærboende Venner, og korte Køreture, det bedste, Sommeren havde at give ved Siden af den dejlige Luft, den skønne Natur og frem for alt den aldrig svigtende Kærlighed i hendes eget Hjem og hos Vennerne i »Villa Rosa«, Kom­ tesse Moltkes og Fru Bays Sommerhjem. Hendes Arbejdstrang forlod hende ikke, og mærkelige Kræfter raadede hun over til det sidste. Da hun ikke kunde taale at læse ret længe ad Gangen, maatte et Haandarbejde træde i Læsningens Sted. Endnu de sidste Uger, hun levede,