NatalieZahle_1914

263

Indadvendthed. Det var umuligt andet, end at en Natur som hendes snart maatte længes efter sit daglige P ligt­ arbejde, efter sit store Ansvar, efter Førerstillingen i den store Gerning. Og hvor klar hun end selv var over, at de, der nu stod med det Ansvar, hun hidtil havde baaret, ogsaa maatte staa med den Frihed i V a lg og Afgørelse, hun selv havde haft, og hvor loyalt hun end ønskede at overholde sin frivillige Tilbagetrukkethed, kunde det ikke være andet, end at en Længsel tit drog hende ud mod det myldrende brogede, rastløse L iv i Skoleverdenen omkring hende. Dertil kom, at nu, da hun havde opgivet sit bundne Arbejde, var det naturligt, at en Reaktion indtraadte. Hun følte, at hun ikke raadede over saa stor legemlig Kraft, som hun havde paaregnet. Hun kunde ikke læse og skrive saa uafbrudt, som hun havde haabet; næsten daglig lød det Suk gennem hen­ des Ord, at Dagene gik og gik, og hun naaede ikke, hvad hun vilde. Dette havde ogsaa sin Grund i, at hendes Tid ikke blev respekteret som tidligere. Nu vilde hendes Ven­ ner have Lov til at søge hende næsten til enhver Tid. Snart ønskedes hendes Raad og Hjælp til det ene, snart til det andet Formaal; nu kunde hun ikke som tidligere afværge Anmodninger om at træde til her og der under Henvisning til sin optagne Tid, kort sagt, der kom en Følelse af Spredt- hed, af Utilfredsstillethed frem hos hende, som var vemodig at være Vidne til. Dog var naturligvis den første Tid den sværeste; alt som Dage og Aar gik, faldt hun mer og mer til Ro i sit hygge­ lige Hjem og i det Husliv, i hvilket hun var Sjælen til Glæde for saa mange. Det var saa langt fra, at hendes Aand eller hendes Sind indsnævredes med Alderen eller under de mere stille Forhold, hun nu levede under, tværtimod, det var, som om hun kunde lægge flere og flere ind til sit rige, varme Hjerte, og som om hun kunde spænde over flere og flere Interesser. Hun holdt fast ved de gamle Venner og havde stor Glæde af at indbyde dem til de smaa »Vennelag«, hun