NFSGrundtvigsLivOgGjerning

232

Han sluttede med at oplæse et Brev til Kongen og forlod derpaa Forsamlingen, idet han bad dem, der vare enige med ham, om at følge med. Det viste sig, at nogle og fyrretyve var rede til at gaa med ham, og med dem og adskillige andre — i alt vel hundrede — samledes han saa igjen næste Aften. Her lagde han dem alvorlig paa Sinde, at »om I blive her, da vil I faa eders Navne at høre føjede til mit med Latter og Spot«, og han erklærede, at han langt hellere »vilde høre sit Navn baaret som en Fabel omkring paa Ver­ dens Tunge, fordi alle forlode ham i denne højtidelige Time, end at de skulde gjøre Løftet ubetænksomt«. 42 af de tilstedeværende J) underskrev Henvendelsen til Kongen, i hvilken de erklærede, at de var rede, naar Herren kaldte dem, og at de vilde agte det for hans Kald, naar Kongen opbød Jyllands Mænd til at værge om Landet. »Hvorledes vi skulle bruges, det overlade vi trygt til Deres Majestæt. Vi mene, at naar Opbudet sker, da var det bedst, at de, som følte Kaldet til at tale til Folket i Guds Navn, skulde helst som Præster drage omkring, tale Guds og Kongens Ord og siden følge Hæren. De øvrige derimod tro vi duelige til at fordeles i Bondehæren som Underbefalingsmænd, der ved Lydighed, Mod og Standhaftighed kunde lyse i den snævrere Kreds og saa at sige bære Hæren til Sejr«. Inden Brevet underskreves, maatte de paagjæl- dende besvare forskjellige Spørgsmaal og aflægge for- skjellige Løfter, og det hele foregik med »en højtide­ lig Alvor og til Dels med den inderligste Rørelse, som

]) bl. a. P o u l M artin M ø ller og N ikolaj Søtoft.