NFSGrundtvigsLivOgGjerning

231

at sejre over en ordnet Hær med en gammel, krigser­ faren Høvding? . . . . Saa prøve da enhver sig selv alvorlig, som for den alvidende Guds Aasyn, om han ogsaa har den faste Tro og Tillid til den levende, al­ mægtige Gud, om det er i hans Navn, han vil udgaa. Hvo, som ej har denne Tro og denne Tillid, han røre sig ikke, før de ere vundne, thi foragter han dem, da gaar han til Fordærvelse, da duer ikke han til at oprejse Folket eller staa paa Farens Dag som en luende, lysende Støtte til Fjendernes Skræk og til Venners Opmuntring; men kan boglærde Mænd ej saaledes staa, da have de intet at gjøre i Vaabengny . . . . Vil I ikke høre, vil I fare frem i eders Hjærters Forvildelse med Pral og Trods, nu, jeg kan ej forhindre det, men vider dette, ikke jeg og ikke nogen Guds Ords Tjener kan lyse Herrens Vel­ signelse over eder paa de trange Veje«. Dem, der var enige med ham om det Sindelag, der burde besjæle Fædrelandets Hjælpere, opfordrede han til at mødes med ham næste Aften. Der gjorde sig strax hos mange den Mening gjældende, at der vel kunde udrettes en Del uden den rene Tro paa Gud, som Grundtvig for­ drede, og at Studenterne skulde gaa og staa som ét Kor og især nytte ved fysisk Kraft. Næste Aften, det var Helligtrekongersdag, mødte der atter en stor For­ samling. Grundtvig havde ventet ingen at træffe uden et Par Venner, med hvem ingen Aftaler behøvedes, og hans Tale var kort, »thi der var som et Panser om mit Hjærte og en Knevel i min Mund for de manges Skyld, som jeg kunde vide stundede kun efter at høre nyt og sanke sig Forraad til letsindig Tale«, men den var ganske i samme Aand som den foregaaende Aften..