NFSGrundtvigsLivOgGjerning

som ikke med blussende Kind og rullende Øje vilde love at vandre i Fædrenes Spor, at værge det gamle, det herlige Land eller falde derover? Ingen, ingen, og det er glædeligt, det at kunne sige med Sandhed, det er disse blussende Kinder og rullende Øjne og mandige Løfter, som have samlet os her . . . . Vi vil oprejse Folket, men hvorfra og hvormed? Vi ved, saa længe det kan rejses, maa det ske paa Sjælens Bud, vi ved, det hjalp kun lidt, om Folket kunde drives flokkevis til Skodborg eller Ejder, som det dreves hist til Kjøge. Vi ved det, vi har set og hørt og fornummet, at det er Aanden, som sover, og Hjæftet, som er faldet, det er dem, som skal vækkes, dem, som skal oprejses. Kun ved Tro paa det evige Liv kan Folket oprejses, ved Tro, siger jeg, ikke ved Tanke og Drøm, nej kun ved urokkelig, levende Tro, saa de holde hårdt ved det usynlige, som om de saa’ det med Legemets Øje . . . Lad os da vel betænke, om vi selv have den Tro . . , Dog, jeg ved, hvad mange sige til disse Ting; jeg vil sætte, at Ærgjerrighed og verdslig Bekymring og Vrede og Had og brusende Blod kunde virke det samme til mandelig Idræt, som Troen kan virke alene, da maa jeg spørge eder forvist: har Galenskab betaget eder? Hvorpaa bygge I den Forventning om et lykkeligt Ud­ fald, om Gavn og Frelse for Fædrenelandet, som ene kan frelse eder fra Verdens Spot, som dog vel maa bo i eder, om I skulle beholde Modet? Jeg vil spørge: tro I, der er en levende Gud til, som styrer alt, eller tro I, der er ingen? Er der ingen, ved I da ikke, hvor æventyrligt, ja hvor latterligt det er at vente, med Bønderflokke og slette Vaaben og Ubevanthed i Krig