NFSGrundtvigsLivOgGjerning

menkaldes et almindeligt Studentermøde paa Ehlers’ Kollegium. Der samledes en stor Mængde, og med den Tanke »ogsaa her at gjøre mit Præsteembede, se til, om nu, da Hjærterne vare i Bevægelse, nogle gode Alvorstanker kunde vækkes og fæste sig i dem«, holdt Grundtvig en i Hast skreven Tale, hvori det bl. a. hed­ der: »Ingen kan vente af mig, at jeg skulde love og prise Ungdoms forfængelige Tanker og forvovne Idræt­ ter-, det er sandt, jeg er ung, ogsaa i mine Aarer væl­ ter Blodet sig med glødende Ungdommelighed, ogsaa mit Hjærte banker heftig for det gamle Danmark, det bankede saa, saa længe jeg mindes fra Barndoms tid­ lige Alder, og dets Slag har tonet i min Sang over Danmarks Skove; men jeg er Guds Ords viede Tjener, og ve mig, om jeg uden at stirre stadelig paa det Ord, som bliver evindelig, vilde følge Hjærtets Opbrus­ ning . . . . Se, der staa de stolte, de ublu, de Guds og Menneskers Pjender paa Jyllands Grænse, ja maaske i denne Nat paa Jyllands Grund, i Jylland, i det gamle, herlige Land, paa hvis Heder opvoxede Ege, trods dem i Sølunds Skove, levende Ege, hvis Bul endnu stod som en Sten mod Kugler og Staal paa Jyllands Hav i de sidste Dage x) . . . . Hvo er iblandt os saa ublu, saa fræk og forvoven, at han turde løfte sit Hoved og løfte sin Haand og sige: Jeg er Dansk, og end tilføje, jeg vil ikke staa og falde som de, det rager mig ej, hvad Fædrene gjorde, hvad Landet maa lide, hvad Herrerne hedde, naar jeg kun i Ro kan opæde mine Dage? Hvo er den Ungersvend med Levning af Aand og Hjærte, *) H en ty d n in g til Søofficeren P e te r B u h i, der faldt i K am p en ved L yngør 18x2.