NFSGrundtvigsLivOgGjerning

227

ikke at vige fra Hovedstaden eller spare paa Røsten. Det var selvfølgelig hans Haab at blive knyttet til en af Byens Kirker, men det gik ikke i Opfyldelse; den literære Virksomhed, han havde udfoldet i Udby, havde ikke stemt de kjøbenhavnske Præster mildere imod ham, og han for heller ikke med Lempe hverken med Mund eller Pen, efter at han var vendt tilbage. I Be­ gyndelsen fandt han jævnlig Lejlighed til at prædike; mange spottede ad den unge, ivrige Mand med de vold­ somme Fagter og det utydelige Mælex), men paa mange gjorde hans kraftige Tale, der sondrede saa skarpt imellem Tro og Vantro, et dybt Indtryk, og saa nægtede Præsterne ham, tilskyndede af Clausen, der nu var bleven Stiftsprovst, den ene efter den anden Adgang til deres Prædikestole, saa han til sidst var indskrænket til den i Fredriksberg Kirke, hvor Præsten var glad ved den Lettelse i Arbejdet. Raabet om, at han var en Sværmer og Fanatiker, der gik ud paa at stifte en Sekt, blev til sidst saa stærkt, at han aldeles opgav Haabet om indtil videre enten med Haand eller Mund at kunne virke til den danske Statskirkes Refor­ mation, og anden Juledag 1815 tog han foreløbig Af­ sked med sine Tilhørere 2). Kort efter, at Grundtvig var kommen tilbage til Kjøbenhavn, bragte de politiske Tildragelser stærkt Røre i Sindene, og hans Optræden ved denne Lejlighed er saa betegnende, at vi maa dvæle ved den. Sverige havde sluttet sig til Napoleons Fjender med det Maal 1) H elvegs K irk e h isto rie II , S. 413. 2) D e fleste af de „B ibelske P ræ d ik e n e r“, G rundtvig udgav 1816, ere holdte i F red erik sb erg K irk e .

15*