NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 2 6

Udvikling, at det ikke kom til en Forstaaelse imellem disse to Mænd, som dog, hvor forskjellig de end saa’ paa mangt og meget, var enige i det væsentlige. At det ikke skete, falder nærmest Mynster til Last, for saa vidt som han ikke kunde eller vilde faa Syn for det storslaaede i Grundtvigs Færd; det havde han ikke den Gang, og hans »Meddelelser om mit Levned« vise, at han aldrig fik det. Hvor han i det nævnte Skrift omtaler denne Brevvexling, lægger han fortrinsvis Vægt paa, at han, naar han ikke skrev offentlig imod Grundt­ vig, »ogsaa turde haabe sig befriet fra noget offentligt Angreb fra hans Side«. Denne for øvrigt fuldstændig rigtige Slutning havde han draget deraf, at Grundtvig aabent erklærede, at hvis Mynster skrev imod ham, vilde det gjøre ham meget ondt, idet han forudsaa, at der­ som disse to, der væsentlig vilde det samme, om de end mente, at Maalet skulde naas ad forskjellige Veje, kom til at fejde offentlig paa hinanden, »vilde Kristen­ dommens Fjender og Foragtere, som hade os begge, juble, og det gode Navn bespottes. Derfor ønsker jeg inderlig Fred med Dem og vil fremdeles som hidtil glæde mig ved Deres Virksomhed, om vi end ere uenige i visse Dele«. Det var ikke Grundtvigs Skyld, at hans Forsøg paa en Tilnærmelse kun førte til en stiltiende Overenskomst om Vaabenstilstand, og det var Mynster, der først brød denne. I Efteraaret 1813 vendte Grundtvig, som alt for­ talt, tilbage til Hovedstaden. Han havde den Følelse, »at Skrift vilde ikke forslaa, naar ikke Aanden med levende Røst forkyndte Folket Evangelium som en Guds Kraft til Salighed«, og det var derfor hans Agt