NFSGrundtvigsLivOgGjerning

225 drøvede mig ikke, det harmede mig kun, at de selv­ kloge vilde være klogere end jeg; jeg drev kun Spot med dem. Min Dimisprædiken betegner Overgangen til mit andet Tidsrum, da mit Hjærte kristnedes. Det skete især under haard Kamp i Vinteren 1810 og n , og fra den Stund var jeg, hvad jeg er og med Guds Bistand skal blive, saa længe jeg lever, og det er slet ikke andet end troende Kristen............ Hvad jeg tror, og hvad hver Kristen maa tro, er kun dette: at alle, som blive Gud velbehagelige og salige, blive det for Kristi Skyld — thi der er intet andet Navn givet Menneskene —, blive det, fordi de have et saadant troende og ydmygt Sindelag, at havde de kjendt Evan­ gelium, vilde de annammet det med Glæde. Men heraf følger, at ingen, som foragter eller forsmaar Evangelium, kan have et troende Hjærte. At foragte Poesi og Fi­ losofi i sig selv falder mig ikke lettelig ind; den selv­ kloge Filosofi, den irreligiøse Poesi, dem hader jeg, fordi de ere Menneskenes Forførere, men det gjør De jo ogsaa . . . . vil De uden P'ordom gjennemlæse den Udsigt over Historien, jeg har udgivet, da haaber jeg De vil lære at kjende mig lidt bedre end hidtil«. Dette varme og for Grundtvigs hele Stilling saa betegnende og oplysende Brev, der visselig »intet for­ nærmeligt indeholdt«, hvad det første da i Virkelighe­ den heller ikke gjorde, naar det saas med de rette Øjne, blev ubesvaret. Mynster fandt ikke, at det »kunde indbyde til nærmere Forhandling«, og da han havde læst Verdenskrøniken, som Grundtvig henviste til, følte han sig endnu mindre tilbøjelig til at fortsætte denne Brevvexling. Det blev til stor Skade for vor kirkelige Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning. 15