NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 2 3

modige« og hel umodne, kan d_-t mit kristne Sind mis­ tænkes , fordi jeg ikke har Lyst til at forene mine Be­ stræbelser med saadanne?« Grundtvig svarede venlig og forsonlig paa denne bidske Skrivelse: »Ingen Prøve paa at vinde en Kri- stens grundede Velvilje skal med Guds Hjælp falde mig for tung; der er ogsaa en Stemme i mig, som al­ drig lyver, og den lover mig god Modtagelse denne Sinde, ligesom den sidst forkyndte Vrede. Nu, k r i s t n e Mand. De maa jo ogsaa nødes til at høre mig blide­ lig, naar De s e r, at jeg, enddog De har været grumme haard ved mig, dog svarer venlig. Hykler ved De dog, jeg er mindst af alt, og altsaa maa dog Fredens og Kjærlighedens Aand have nogen Magt over mig. De­ res haarde Ord stak mig rigtig nok, det smertede mig at miskjendes saare af en Mand, hvis gode Omdømme jeg ønskede saa gjærne og troede mig ikke uværdig til, og — hvorfor nægte det? — det krænkede mig at behandles som en næsvis, uforstandig og letsindig Dreng, og det af en Mand, hvem jeg vel i Kundskaber, men hverken i Alder, Retsindighed eller Aandsgaver kan erkjende at staa højt over mig . . . De blev vred, fordi jeg spurgte, om De var Kristen, men jeg vil ikke b l i v e v e d at være vred, fordi De saa godt som rent ud siger, jeg er ingen Kristen, men kun en Bogstavens Tje­ ner, thi det er kun en Forhastelse, naar De læste det af mine Bøger. Hvor kunde De dog blive saa vred og lade Solen gaa ned over Deres Vrede og skrive i Vrede og sende mig Brevet? Skulde det da«, vedbliver han efter at have mindet om det Spørgsmaal, Johannes fra Fængslet sendte til Jesus, «være saa utilgiveligt, om