NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 22

sidste Mening. Hermed staar da ogsaa det i Forbin­ delse, at jeg ikke anser Videnskab og Kunst blot for et letsindigt, vanhelligt Spil, hvor ofte de endog kunne være drevne saaledes — ligesom Kristendommen selv des værre ikke sjældnere — og at jeg, fuldt vel er- kjendende, hvor forfængeligt, hvor samvittighedsløst et Væsen, der i vore Tider ofte er ført med Filosofien, dog ikke er sindet at bortkaste Kornet med Avnerne eller lade haant om at bruge, hvad sandt og godt vor Tids Tænkning har bragt for Lyset, ligesom Pavlus og Johannes gjorde saaledes i Henseende til deres Tiders«. Brevet, der, som de anførte Citater noksom vise, helt igjennem er skrevet i en kold og afvisende Tone, der skurrer stærkt ved Siden af den Trang til at komme til Forstaaelse og den Varme, hvoraf Grundtvigs er præget, ender med en bitter Spydighed, der til fulde viser, at al Forhandling i Virkeligheden var frugtesløs, fordi Mynster ganske oversaa Sammenhængen imellem Grundtvigs Standpunkt og Tidens almindelige Vantro, en Sammenhæng, som i al dets Ensidighed gav det en vis utvivlsom Berettigelse, ja i Belysning af hvilken det viser sig som en historisk Nødvendighed: »Da De dybt fra Norden«, hedder det her, »vendte tilbage til Kri­ stendommen, stod Deres Overbevisning strax fuld fær­ dig, og om enhver Gjenstand synes Deres Tale strax beredt til at ytre sig uden Betænkning. Derfor følger Fortiydelsen den heller ikke sjælden i det næste Skrift eller ledsager den strax i Fortaler og Tillæg. Og der­ som det da er sket mig, at jeg strax erkjendte mange af Deres Ytringer for det, De selv siden har erkjendt Dem for, fandt dem »halv hovmodige og halv mis