NFSGrundtvigsLivOgGjerning

221

jeg har sagt, ogsaa er mit Hjærtes Mening eller Gjøgle- værk, Modesprog, Hykleri, Løgn. Hvad driver Dem da til at sætte Mistillid til mine klare, tydelige Udsagn og søge efter andet Vidnesbyrd om min Mening? — De har ikke fundet mig aaben imod Dem; det er mu­ ligt; jeg Dem heller ikke imod mig, og at min Følelse ikke har bedraget mig, ser jeg nu, thi aaben og fri kan jeg ikke finde en Mands Adfærd, der hel­ lere bedømmer mig efter mit Udvortes, som det har forekommet ham i Forvirringen, end efter de alvorlige Ord, talte af mit Hjærtes Inderste, som han har for sig . . . Deres Venner have indberettet betænkelige Prædikener. Jeg ser, at jeg i Kirken forefinder Menne­ sker, som ikke komme for med mig at henvende from Betragtning til de guddommelige Ting . . . men for at dømme og rapportere, hvad der er passeret. Dette vilde gjøre mig ondt, dersom det kom mig uventet, dersom jeg ikke længe havde vidst, hvorledes Parti­ væsenet gebærder sig, og dersom jeg ikke tillige vidste, at jeg har bedre Tilhørere«. Modsætningen til Grundt­ vigs exklusive Standpunkt kommer skarpt og klart frem i følgende Ord: »De ved, at der fra meget gamle Tider have været t v e n d e Meninger i Kristenheden, hvoraf den ene intet sandt og godt vil erkjende uden i det, der egentlig og umiddelbart sluttede sig til Kristen­ dommen, og ellers kun saa’ Vanhellighed, forfængelig Tant, glimrende Last; den anden derimod erkjer.dte Guds Aand virksom i alle Lande og alle Tider og alle Vegne, saa’ dens Frugter, om end ufuldkomne, dog tydelige nok i redelige Menneskers Tale og Gjerning. Jeg tager ikke i Betænkning at bekjende mig til den