NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 17

en Datter af Provst Blicher i Gunslev paa Falster. Hun skildres som »mild og blød, men trofast i sin Kjærlig­ hed og udholdende i sin Taalsomhed; hun var stille og bly, men det stille Vand havde her den dybe Grund, og hos den bly Kvinde var der baade Kraft i Viljen og Liv og Højhed i Tanken; de længste Syner vare hende ikke for lange eller de højeste Maal for høje eller de største Ofre for store«. I 1818 førte han hende hjem som sin Brud, og i to og tredive Aar undtes det dem at leve sammen; »en mere gudhengiven Sjæl, en renere Hustru og ømmere Moder skal man sjælden finde«.1) Inden vi følge Grundtvig fra Udby til Kjøbenhavn, maa vi endnu omtale et højst ejendommeligt Skridt, han gjorde over for to af den yngre Slægts Bannerførere for om muligt at faa dem ind paa den Bane, han ansaa for den eneste rette. Vi have set den Opfattelse af Oehlenschlager, han gjorde gjældende i Verdenskrøni­ ken. Et halvt Aars Tid før denne udkom, henvendte han sig direkte til den fejrede Digter i et Brev, hvori han sagde ham sin Mening; det var nærmest den nogle Maaneder i Forvejen udkomne Tragedie Stærkodder, der fremkaldte denne djærve Henvendelse. »Vil De en Gang«, hedder det i dette Brev, »gjenføde den Stemning hos Dem, under hvilken De digtede Deres poetiske Skrifter, og tænke Dem denne Stemning som en fast, rolig Overbevisning, hvorfra alt er adskilt, som ej har Rod i Kristendommen, og, bedre end Ord kan udtrykke det, vil De da føle, hvorledes jeg maa be-

r) B arfod i N . F . S. G rundtvigs Jordefæ rd.