NFSGrundtvigsLivOgGjerning

langt borte, og det, han først og fremmest trængte til, en jævnbyrdig Ven, der med fuld Forstaaelse af hans Syn og Færd kunde staa styrkende og opmuntrende ved hans Side, maatte han savne. Med Sibbern kom det vel ikke til noget Brud, men allerede før end Ver­ denskrøniken udkom, havde Filosofen trukket sig til­ bage, aabenbart skræmmet af og uden Forstaaelse af den Gjæring, Vennen var stedti. Sverdrup, der kjendte dem begge nøje, bebrejder ham stærkt hans Holdning over for Grundtvig: »At De ikke skulde staa ham, med hvem De i nogle Aar har levet fortrolig sammen, nær nok for at udfinde et Punkt, til hvilket De kunde knytte en Brevvexling, forstaar jeg ikke ganske. Han et* ikke saa aldeles ensidig«. Med Ingemann, der senere blev hans kjæreste Ven, kom han første Gang i Be­ røring i 1812, da de mødtes hos Povel Dons. Ven­ skabet imellem dem udfoldede sig dog først, efter at Ingemann i Juni 1814 havde udgivet sit Digt »De sorte Riddere«, der fuldstændig vandt ham Grundtvigs Hjærte. Men saa holdt det ogsaa ud, til Døden skilte dem ad, efter at de i et halvt Hundred Aar havde staaet ved hin­ andens Side. Nogen aandelig Paavirkning af Betydning kom den bløde, sværmeriske Ingemann ikke til at øve paa den stærke, altid kampberedte Grundtvig, men dette Venskab kom alligevel til at spille en stor Rolle i Præsteskjaldens Liv. Han følte sig inderlig dragen til Ingemann, og det var ham en Trøst og Beroligelse under al den Kamp og Strid, der fyldte hans Liv, at han havde vundet den milde, kjærlige Digters Venskab. — Kort efter at han var kommen til Udby, trolovede Grundtvig sig med Elisabet Kristine Margrete Blicher,