NFSGrundtvigsLivOgGjerning

215

dig til R e tte . . . Hvortil ere Højskoler, hvortil er hele det lærde Væsen, dersom ej fornemmelig til i T ider som de nærvæ rende, d et koste, hvad koste vil, at vække Mængden af den gruelige Sjælesøvn, hvori den, ligegyldig for alt, hvad der ej kildrer Sanserne eller kan gjøres i Penge, hendøser L ivet og arbejder paa Opløsning af alt det store og herlige, vi skabtes til at udvikle! Hvem tø r raabe Ve over den Mand, som ærlig har gjort sit for dette T idens store Anliggende, hvis Lø sen altid var: F red med al Sandhed, Kamp mod Løgn og Vildfarelser, men kun med Aand og Ord, thi Sandheds R ige er ikke af denne Verden. Hvem vil væ re bekjendt at sige, at her, hvor det gjæl- der om Millioners Vel og Sandheds Rige, skulde det være nok, om man kunde bevise, at jeg havde bedøm t en enkelt Bog eller Bogskriver for strængt, og indbilde Folk, at jeg er haard og ukjærlig og mystisk, som om min T ale var dermed gjendrevet, Kirke og S tat der­ med h ju lp e t! Hvem elsker Sandhed og vilde ikke lade sig hudflette, naar Folk derved kunde vaagne! hvem er vaagen og ved ikke, hvad det koster? ved ikke, at det nu maa tordne og lyne til Gavns, før nogen rejser sig! og hvad er det da for en Kjærlighed, som forby­ der at svinge O rdets Mjølner!« D e t Røre, Verdenskrøniken vakte, var Grundtvig, som vi have set, ikke uforberedt paa, og han stod støt og stor i Stormen. Uden bitter Smerte gik denne Episode i hans Liv dog ikke af, thi af sine nærmeste og kjæ reste Venner her i L andet beholdt han egentlig kun Povel Dons tilbage; Nordmændene Sverdrup og Hersleb holdt vel vedblivende paa ham, men de vare