NFSGrundtvigsLivOgGjerning

214

er jo aabenbart, at de maa atter befæstes, eller andre, om det er muligt, lige saa faste oprejses, dersom ikke alt skal opløse sig i e t forvirret K ao s; d et er jo vist, at uden Enighed mellem de ypperste K ræ fter er alt, hvad der forudsæ tter Enhed, S ta t saa vel som Kirke, kun en kraftløs Skygge . . . Jeg paastaar, at der er intet R aad for os i T iden og mindre i Evigheden, uden a t vende tilbage til Fæ d res ærlige, enfoldige Tro, som ene kan give, hvad vi behøve i K raft og K jærlighed. A t den kan give disse Ting, udviser H istorien, og jeg spørger, hvad U lykke der skulde væ re i at faa en T ilstand tilbage, hvori aabenbar alt d et frembragtes, som vi nu anse d et for en L ykke at bjæ rge V raget af. Jeg har ikke ladet d et bero med at sige og paastaa sligt almindelig og koldt, som er til ingen Nytte, men jeg har vist, at jeg selv har Fæ d renes enfoldige Tro, og at den har givet mig H jæ rte til baade at trod se Verden og til at forkynde B ibelordet med Inderlighed og R ø relse; jeg har fremdeles [i Skrifter] vist, a t jeg hverken er gaaet fra Fo rstanden eller fra V idenskaberne ved at gaa til Bibelen, jeg har vist, hvorledes man uden at træ de nogen bevislig Sandhed for nær kan med stræng Konsekvens betrag te den enfoldige T ro som al V isdoms Moder, al sand V idenskabelighed som Bibelens Barn, hvis Udsagn stadfæ ster dens H erkom st og peger mod Himlen . . . Nu vil je g spørge, om det sømmer sig for sandhedskjærlige Mænd at besvare sligt med kraftløse Bandsæ ttelser eller endog kun med fornemme Smil, eller om det ikke er deres hellige Pligt nøje at prøve, om de Ting forholde sig saa i Sandhed, og, om de da mene anderledes, vise mig klart og grun-