NFSGrundtvigsLivOgGjerning

212

selv i M ennesket forenede, skjønt ufuldkomment, og sammensmelte mere og mere, jo næ rmere Mennesket kommer sin Bestemmelse. D er er derimod andre Mod­ sæ tninger, som ere ligefremme Modsigelser, som nægte og ophæve hinanden, saasom L y s og M ørke, godt og ond t, Sandhed og Løgn. Modsæ tningen mellem Sand­ hed og L øgn er uophævelig for Forstanden. Hvo som nu siger, at G rundværelsen er ligegyldig, indifferent, mod de drøjeste Modsætninger, er hverken Sandhed eller Løgn, han lyver, thi enten maa Grundværelsen bejae sig selv og væ re Sandhed, eller den maa fornægte sig selv og væ re L ø g n , hvilket er umu­ ligt, da Løgnen ingen Væ relse har uden som Sand­ hedens Nægtelse. D e t er altsaa haandgribélig Løgn, hvad Schelling siger om Indifferensen og d e t ideale som det første«. Vi have dvæ let saa længe ved hele denne vidtløftige til saa forskjellige Sider førte S tr id J), iordi den i V irke­ ligheden betegner et af de vigtigste L ed i Grundtvigs Udvikling, og fordi det Forsvar, han her med en Styrke, der ganske vist undertiden drev ham for vidt, førte for den Paastand, at kun set i K ristendommens L y s kommer der Sammenhæng i Historien, og a t denne p aa den an­ den Side viser sig som Fo rsynets store og omfattende Bevis for K ristendommens Sandhed, er en af Hoved- Endnu et Skrift af Grundtvig maa her nævnes som henhørende til hele den Række, Striden om Verdenskrøniken affødte, nem­ lig „Skal vi tro paa Gud eller paa Athene? eller om Tro og Fornuft“ (1814). Det var fremkaldt ved en anonym Afhandling i det af Molbech udgivne Maanedsskrift „Athene“ og hævdede selvfølgelig Fornuftens ubetingede Lydighed under Troen som uomgængeligt Krav for den, der vil kaldes Kristen.