NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 11 ugudelig og løgnagtig« ( 1 8 1 5 ) med Motto: »Stoppes skal deres Munde, som tale Løgn«. A t han, langt fra at være bleven forbløffet over Ø rsteds Angreb, der, saa snart man gaar ind paa hans Standpunkt, maa siges at væ re ført med overlegen Dygtighed, tvæ rt imod saa at sige føler sig i høj G rad kampglad i den haarde Dyst, mæ rkes strax i Fortalen og paa mange S teder i selve Skriftet, hvor han lader sit Lune spille med en Energi, der ganske vist undertiden falder noget plumpt, men gjennemgaaende er kostelig. E t Hovedafsnit i Skriftet er det, der har til Overskrift »Om Filosofien i Almindelighed og om Schelling og Naturfilosofien i Særdeleshed«. Schelling betegnes her som maaske den dybeste Tæ nker af al Verdens Filosofer, men den Dom, Grundtvig har fældet over hans Filosofi, fast­ holder han: »Den staar ingenlunde i Modsætning til Tidsalderen, men i Forbund med den-, den har alle de Egenskaber, som en ugudelig T id kan ønske hos sin aandelige Lov. K ristendom og Moral har aldrig haft en farligere F jende a t se under Øjnene«. Hans Hoved­ argument imod Naturfilosofien, der som pantheistisk System søgte at gjøre alle Modsætninger flydende, er sammenfattet i følgende O rd: »Der er mange og mangehaande M odsæ tninger til, som derfor ikke ere Modsigelser eller ere det i alt Fald kun under visse Betingelser, saasom idealt og realt, A rbejde og Hvile, Nødvendighed og Frihed. Saa m odsatte disse Ting end synes og i endelige Forholde paa en Maade ere, saa indses dog let, at de ej i sig selv ere uforenelige, thi de nægte ikke hinanden, og de baade kan og maa tænkes forenede i det fuldkomne Væsen, i Gud, ja ere 14 *