NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 og

gjøre, om jeg læ rer æ g te K ristendom eller ikke«. Han opfordrer R ecensenten til med rene O rd at opgive hans Grundvildfarelser og bevise a f S k r i f t e n , at de er Vildfarelser, »thi om de stemme eller stride med hans Begreber om Fo rnu ft, Oplysning og V idenskab, vil jo ikke sige noget, al den Stund Bibelen, som han selv indrømmer, er Prøvestenen«. Ø rsted svarede med et temmelig omfangsrigt Skrift »Imod den store Anklager«, i hvilket han navngav sig som Fo rfatter til Anmeldelsen i »Literaturtidenden«, og paa hvis Titelblad han satte som Motto: »Det ottende Bud. Du skal ikke sige falsk V idnesbyrd imod din Næste«. N aar Grundtvig strax mente, at Ø rsted for­ stod ham, viser det sig her at væ re en Fejltagelse, thi Ø rsted beskylder ham her for at have forvendt Strids­ punktet, hvilket m indst af alt kan siges med re tte , da Grundtvig helt igjennem fastholder og atter og atter vender tilbage til det, som dog er og bliver Hoved­ sagen i hele denne Strid, Spørgsmaalet om den troendes R et til at anlægge Bibelen som Maalestok i alle Forhold og særlig over for Verdenshistorien. De er saa langt fra at forstaa hinanden, som vel muligt. D et er T ro og V iden, der her staa over for hinanden, skæ rpede til absolut uforenelige Modsætninger. E fter at have ført et vidtløftigt Forsvar for Schelling imod de A n ­ greb, Grundtvig baade i Verdenskrøniken og Krønikens Gjenmæle havde re tte t imod denne, udtaler Ø rste d : »Da Schelling, saa vidt mig bekjendt, er den eneste Filosof, om hvis Meninger Grundtvig har udtalt sig med saa megen Bestem thed, at man kunde svare ham med Grunde, saa har jeg i hans Filosofi m aattet forsvare Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning. 14