NFSGrundtvigsLivOgGjerning

208

mit S væ rd , mit Skjold og min Hjælm . . . Min Mod­ stander, siger, jeg lyver og svæ rger falskelig, at det ej er Bibelen og ej Luthers Læ rdomme, jeg fører, men mine egne og andres Vildfarelser. D e t er da aaben- bart, han eller jeg vildleder fra Sandhed, han eller jeg er den falske Profet, han #eller jeg er den glubende U lv, han eller jeg vil myrde eders Sjæle og føde H el­ vede med dem- de O rd, jeg har talet til eder i H er­ rens Navn, fra den D a g .je g spurgte: »Hvi er Herrens O rd forsvundet af hans Hus?«, de skal dømme ham og dømme mig, dømme os nu og p aa den yderste Dag«. Med H ensyn til d et i Slutningen af ovenstaaende Citat berørte Spørgsmaal om, hvorvidt det er Bibelens og Luthers Læ re, Grundtvig fører, et Spørgsmaal, der selvfølgelig er afgjørende for Berettigelsen af hele hans H oldning, har han Svaret klart og bestem t paa rede H aand: »Kjender Recensenten ikke Luthers Katekismus og den augsburgske Konfession, eller kan han bevise, at min Læ rdom i nogen T rosartikel afviger fra disse L u ­ thers Hovedskrifter, disse vor K irkes symbolske Bøger ? T ø r og kan han ikke dette, hvorledes hænger d et da sam ­ men, at L u ther var en saadan herlig Mand og Læ rer, men jeg enFolkeforvirrer, skjønt jeg fører samme Læ rdom som han? . . . D e t er e t gammelt, men og forslidt Kneb at rose de hensovne Læ rere og forkæ tre deres troeste E fterfølgere, dog K nebet har aldrig hjulpet og vil det allermindst nu, da det er saa let a t høre de dødes Taler, og da jeg saa lidt som nogen re t K risten svæ r­ ger paa Luthers Ord, skjønt jeg bekjender mig til hans T ro ; kun paa Bibelens O rd stoler jeg , og de skal af-