NFSGrundtvigsLivOgGjerning

201

der bør forstaas ved H istoriens objektive Sandhed, al­ mengyldige Fremstilling. E n ten var Kristus en Løgner, da han kaldte sig Sandheden, ja, enten var Gud selv, som vidnede med ham ved underfulde Gjerninger, ved Opstandelsen fra de døde og ved hans Læ rdom s Sejr, enten ere de Løgnere én i begge og begge i én, eller ogsaa K ristus har al Dom. . . . D et er da kun Spørgs- maalet, om vi kan i T iderne adskille Kristi Fjender fra hans Venner-, med en Del er det nemt, thi de, som nægtede og bespo tted e ham eller forfulgte hans troende, bestrede hans Ord, og de vare dog vel hans Fjender, saa længe de gjorde det, de vare dog vel Løgnens Apostle, dersom han er Sandheden, dem maa dog vel Sandheden dømme. V idere kunde vi ikke gaa, dersom der ej var en Bog fuld af Sandheds Ord, en Bog, som gjemmer m angt et Jesu Ord, ogsaa dem, hvormed han udtrykkelig har givet Bogen V idnesbyrd som Guds O rd; men den Bog, B i b e l e n , har vi, den maa en Kristen tro som ufejlbar, guddommelig Sandhed, og kan han da vende Ø jet fra den, naar han leder efter Sandhed i T iderne, fra den, der netop er Tidernes Lys? . . . Hvem tø r nu sige, at Bibel og Historie ej have med hinanden at gjøre ? . . . Skal altsaa en Kristen skrive Historie, da maa han skrive den b i b e l s k , kalde al Læ rdom , som strider mod Bibelen, ligefrem uden videre Bevis Løgn og Vildfarelse, lade Bibelen dømme Mænd og Tider, thi ene den har R et dertil, den er Kristi S tatholder paa Jorden. . . . Jeg mener, det paa en Tid, da selv de bedre have en ukristelig Synsmaade for Mænd og Tildragelser, er nødvendigt at pege ret tydelig. . . Med det samme ere mine lidenskabelige Udbrud forsvarede,