NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 0 0

dommelig, usvigelig Sandhed og derfor ikke kan lide, at jeg har opkaldt Tiderne til at vidne om, hvorledes Gud har beseglet sin Søn og sit Ord. A t du i den Tid, vi omgikkes, ej havde hin kristne Tro, vil du vist indrømme, thi deraf udsprang netop den Ulighed i vor Synsmaade, som du selv i dit Brev omtaler, og som m aatte gjøre den inderlige Fortrolighed umulig; at du ej heller havde den, da du skrev dit Brev, er aabenbart baade af det hele og det e n k e lte ; men at du ej rent ud siger det, er mig kjært, thi det beviser, at du ej har forloret din Æ rbødighed. Du vil da indbilde dig selv, at du ikke er i Strid med K ristendommen, men med dens Misbrug og Mistolkning, og p aa d e t Stade indser jeg m eget vel, at du maa gjøre mig stor U ret og væ re bitter«. Med Hensyn til Hovedspørgsmaalet, hvor vidt han har væ ret b erettiget til at anlægge den exklusivt kristelige Maalestok p aa Begivenheder og Personligheder, som giver Bogen dens Sæ rpræg, hedder det bl. a . : »Maa ej hver troende Mand, som tro r paa den levende Gud udi Himlen, som tro r paa hans Lov i vort H jærte, paa Regnskab og Dom, væ re e n s i d i g , holde med dem, som Vare Guds Venner, stride mod dem, som vare hans F jender? Kun en ugudelig, som vilde trodsende paastaa, a t K raften og K løgten kan udsone Brøde, at Gud kan fornægte sig selv, kun han kan tale uden Harme og V rede . . . N aar da en Kri­ sten skal skrive Historie, da kan han aldrig betragte nogen T ildragelse uden at efterspore dens Forhold til Kristendommen; K ristendommen maa han lade være alle Mænds og T iders Dommer, thi K ristendom og Sandhed ere jo ej to Ting, men én, og her se vi, hvad