NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 9 9

han væ rger sig imod Beskyldningen for at lade haant om den historiske Fremstillings Sandfærdighed. »Jeg ved, hvad der har forbitret dig saa saare«, hedder det videre med Hensyn til Molbechs S tandpunkt i religiøs Henseende, »og d et sm erter mig mere end hele Resten, men saa længe du tier, vil jeg ogsaa tie, og d e t vilde bedrøve mig, om du nøder mig til for alle disse frem­ mede, til Dels ukjærlige Ansigter at sige dig, hvad min Bogs Brøde er i dine Øjne . . . D et er første, og gid det vorde sidste Gang, jeg greb Pennen for at skrive dig saaledes til, men jeg beder dig, rør ikke ved min Bogs Pljærte, thi da maa d e t p aa min Skrift lade, som jeg var din Fjende, enddog du vist ikke i Verden skal finde en Ven mere trofast end mig«. Mol- bech tav ikke. H an skrev et i en kold, hovm estere­ rende T one holdt aabent Sendebrev til Grundtvig, hvori han ganske brød Staven over dennes Behandling af Historien og gav sin Harme Luft over dens forment­ lige Uretfærdighed. Svaret lod ikke længe vente paa sig; det var det mærkelige lille Skrift »Krønikens Gjen- mæle«, hvori Grundtvig yderligere med stor Styrke hævder Berettigelsen af sit absolut bibelske Standpunkt som d et eneste, en virkelig K risten kan indtage. Mol- bech har til T ro d s for Grundtvigs Advarsel rørt ved hans Krønikes H jæ rte, og nu tager denne derfor Bladet fra Munden med H ensyn til det personlige Punkt, han i sit første Brev havde fortiet eller ladet henstaa dun­ kelt: »Hvad der egentlig har vakt din Harme over Bogen, er, at du ikke tro r paa Kristus som Guds en- baarne Søn, Kongernes Konge og Herrernes Herre, at du ikke tro r Apostlenes og Profeternes Tale som gud