NFSGrundtvigsLivOgGjerning

197 at jeg har døm t anderledes, end Bibelen dømmer om dem, der gjøre saadanne Ting. D ette har De enten slet ikke eller sjælden tag e t i Agt, og De har kund­ gjort en Synsmaade for M enneskets Væ rd, som ingen­ lunde er B iblens; det er altsaa umuligt, at vi kan være enige, d et er unyttigt at tvistes om de Dommes Gyl­ dighed, jeg har bygget paa B ibelen; vi maa tvistes om, enten Bibelens O rd ere Sandhed eller ikke. . . . D et er sandt, at vi skal vogte os for at om bytte Vantroens med Overtroens og Svæ rmeriets Alder, og at Faren er stor, da de fleste Mennesker helst vil springe Troen, den sande, levende T ro over; men det er ikke sandt, at vi skal undskylde dem, der fejdede paa Sandhed med deres Drømmekraft, og tillægge dem god Vilje, thi det er at skyde Skylden paa Gud og sige, at et godt T ræ kan bæ re onde F ru g te r; det er ikke sandt, at jeg ynder Sværmeri og F a n a tism e ; faa have h adet det mere, ja faa have revset det haardere end jeg netop i den Bog, vi om tale; det er ikke Sværmeri at tro Gud paa hans Ord, det er ikke Fanatisme, at hade Løgnen og bekæm pe den med aandelige Vaaben, ellers maatte selv Jesus og hans A postle have væ ret Svæ r­ mere og Fanatikere, thi netop det gjorde de. D et er endelig ikke sandt, at man ved at have Guds F red og K jæ rlighed i H jæ rtet kan vinde a l l e , thi det er sandt, at Jesus sagde til sine D isciple: I skal hades af alle for mit Navns Skyld . . . hvo, som slaar eder ihjel, skal mene, han gjør Gud en T jeneste dermed. D et er da vist, at man kan have den inderligste L y st til Fred, den guddommelige K jærlighed i Fljærtet, og dog for­ bitre mange, hades af mange, og om jeg har noget af