NFSGrundtvigsLivOgGjerning

hensynsløs Dom over alle Forhold, der frem traadte med en saa afgj ørende Sikkerhed m aatte vække en umaade- lig Forbitrelse, er en Selvfølge. Grundtvig var, som ikke blot flere S teder i Bogen, men ogsaa Udtalelser i hans Breve fra den T id vise, fuldstændig forberedt derpaa. Han havde omhyggelig vejet sine Ord, og hvor han syntes, han kunde gjøre det uden a t træ d e sin Overbevisning for nær, havde han lem pet m angt et Udtryk, saa at det traad te langt mindre skarp t frem, end det oprindelig var flydt ham i P ennen ,J) men der var nok tilbage endda! Hans kjøbenhavnske Venner meldte ham snart, at han vilde faa et Dusin Injurieprocesser p aa Hal­ sen. Dem slap han nu for, »da S taten strax efter N ytaar spillede klar Bankerot og derved gav K jøbenhavnerne andet at tæ nk e og a t blæse paa«, men en langvarig Pennefejde undgik han selvfølgelig ikke. H an stod fuldstændig ene i den, og der er næppe nogen Tvivl om, at der ikke var ret mange, om overhovedet nogen, der fuldt ud forstod eller billigede hans O p træ ­ den, selv om de i H ovedsagen delte hans Syn p aa K ristendommen som den eneste frelsende L ivsmagt og p aa T idsalderen som en Vantroens Tid, der, hvis den ikke vendte om, var hjemfalden til Undergang — dertil stillede han K ravet alt for absolut. D et er ogsaa sik­ kert, at han paa enkelte Punkter kom til at dømme anderledes og haardere, end det S tandpunkt, han stod paa, i og for sig med Nødvendighed m ed fø rte2), hvilket J) Saaledes havde han f. Ex. oprindelig udtalt sig langt haardere om Bastholm, end det anførte Sted viser. Se L. Schrøder: Til Minde om Povel Dons. 2) Man se f. Ex. hans Udtalelse om Holberg. I den ene Vægt- skaal lægger han det danske Bogsprog, den store Satiriker skabte,