NFSGrundtvigsLivOgGjerning

107

det inderligste Samfund mellem begge«. Dette finder han realiseret i den første kristelige Liturgi, saaledes som vi finde den angivet i Apostlernes Skrifter, og denne bliver da Urtypen, hvorefter de Kristnes Liturgi stedse maa være indrettet, naar den skal være hensigts­ mæssig. »Intet kan derfor være daarligere end den Paastand, at Liturgien skal skride frem med Tiden, da den tvært imod, uafhængig af samme, ene bør rette sig efter, hvad den skal udtrykke, Nærmelsen til det evige, og kan, naar den en Gang passer, lige saa lidt foran­ dres, som Religionen selv«. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at vi ved Indretningen af vor Liturgi benytte alle vor Tids Fordele til at forøge Fremstillingens Værdig­ hed, blot at vi aldrig tabe den første kristelige Liturgi af Sigte, stedse huske, hvad det er, som skal frem­ stilles, og aldrig glemme Sakramenterne, Daaben og Nadveren, der udgjorde og maa udgjøre »Liturgiens nederste og øverste Punkt«. Han gaar derpaa over til at undersøge, »hvor vidt den nærværende Liturgi i sin mere udstrakte Bemær­ kelse eller det, som foregaar i vore Kirker, svarer til disse Fordringer«, og her falder haarde og skarpe Ord. Det er bekjendt, siger han, at staa vore Kirker end ikke tomme, saa kommer dog intet Menneske af god Tone i dem uden enten for at faa sit Øre kildret, eller for Exemplets Skyld eller af mindre ædle Grunde. Al­ muen føler ikke længere nogen Trang til at komme i Herrens Hus. »Vi ville slet ikke nægte, at den temme­ lig højt stegne Ligegyldighed for alt helligt paa Jorden og i Himlen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplys­ ning, afholder mange fra vore Kirker, men vi behøve