NFSGrundtvigsLivOgGjerning

i o 8 slet ikke at gaa uden for disse for at opdage, hvad der kan bevæge det virkelig religiøse Menneske til at blive borte af de fleste. Vi maa selv finde, det næsten er umuligt der at hæve sig over det endelige, da det om­ ringer, indeslutter os overalt, træder stedse frem under varslende Gestalter, der synes at kæmpe med hinanden om Æren for vor dybeste Nedtrykkelse i Tilværelsens Sump«. Men er det nu den foreskrevne Del af Litur­ gien eller den, der er overladt til Præsten, der bærer Skylden herfor? Ubetinget den sidste. Der er nu først Prædikenen. Vi vente af Præstens Mund at høre de høje Sandheder tolkede med værdige Ord og med den dybe Følelses antændende Ild, derfor staar Taleren paa det ophøjede Sted, men mange af vore Præster kunne ikke og mange ville ikke opfylde en stor Del af For­ dringerne. I det han undtager de faa, der med ud­ dannede Evner forbinde Flid og Nidkjærhed og for­ kynde Jesu h e l e Lære, inddeler han Resten i de dogmatiske og de moralske. De førstes' Prædiken er uden Frugtbarhed for Livet, fordi den til Trods for, at de stedse slaa om sig med Treenighed, Jesus og hans P'orsoning, er uden sand Relation til det evige. »Fra disse Kirker maa vi blive borte eller sove«. De »mo­ ralske« Præster, som han dvæler udførligst ved, og som der da ogsaa var flest af, have alle det til fælles, at de ængstelig stræbe at undgaa Nævnelsen af det hel­ ligste, som frygtede de for at besmitte det ved uvær­ digt Selskab. Nogle af dem mangle baade Talent og Virksomhed, »hos dem sove vi lige saa trygt som hos de dogmatiske — Forskjellen er blot, at vor Søvn bliver kortere, da disse Herrer sjælden have megen