NFSGrundtvig_1923

234

ikk e!« Der er ingen Tvivl om, at den udmærkede, liv lig e og opofrende Kvinde, som Fru A sta Grundtvig var, gjorde Grundtvigs sid ste Aar lyse og glade, ligesom h end es stor­ artede Gæ stfrihed og Jævnhed gjorde deres H jem i høj Grad tiltalende for hans Venner. I Grundtvigs tredje Æ gteskab fødtes 1860 en Datter, Asta, sen ere gift med P rofessor, Dr. med. Kr. Poulsen. Om sin e tre Æ gteskaber har Grundtvig en Gang sagt, at det første var en Idyl, det andet Romantik, og det tredje et Eventyr. Fru Asta Grundtvig døde 1890. Grundtvig skulde endnu opleve Frederik den Syvend es Død og Krigen 1864. Og det er værd at læ gge Mærke til, at da saa m ange tabte Modet efter Tabet a f A ls, da m ange raabte paa Fred for enhver Pris og m ente, at al videre Kamp for Sønderjylland var unyttigt, ja at Danmarks sid ste T ime var komm en, da udsendte han sit mægige » T r ø s t e b r e v t i l D a n m a r k « , hvori han siger:

»Værst af alt d e t er i Grunden Tegn paa Fjendens Overmagt, midt iblandt os Helvedhunden Garm har sine Hvalpe lagt som i Ø rerne os tude: Mod er Vanvid, Haab er ude!« Men trods dette sørgelige Tegn fortsætter han: »Den Gang jeg var ung af Alder, var vor Fremtid midnatsmørk,

da hos Hel var gemt vor Balder, og vor Folkvang var en Ørk — Skjaldene dog turde love Danmark Guld og grønne Skove. Nu, da efter Istedslaget, Storværksdaad ved Frederiksstad, atter vaj ed Sejersflaget hos »Niels Juel« i Birtingsbad, — har nu Skjaldene opgivet Danmarks Haab og H eltelivet? Skal det spørges: jeg alene, Aflægsskjald paa Gravens Rand, turde mellem Bavtastene