NFSGrundtvig_1923

233

skrevet paa Latin og Græsk af Kirkefædrene fra Apostlene til Avgustin. Han var med til at grundlægge de Danskes Præsteskole i D es M oines og til at stifte et dansk Folkesam fund i Amerika. Da hans H elbred begyndte at vakle, kom han her hjem og havde det, som det syntes, en Stund taaleligt godt. Han tog da mod et A rbejde som Rejsepræst for »Kirkeligt Sam ­ fund af 1898«; men inden han fik ret begyndt paa denne Gerning, tog Sygdomm en ham ned, og han døde den 21. Marts 1903. I sin e Barneaar havde han vel været Grundtvig til megen Trøst under Savn et af hans Moder; men tomt var der imid­ lertid i Hu set, og Grundtvig faldt hen i sine gam le Uvaner m ed ikke at gaa i S eng, men hænge over sine Bøger Nætterne igennem uden regelmæ ssig Søvn. Det var derfor sikkert en stor Lykke for ham, at han den 14. April 1858 kunde ind- gaa nyt Ægteskab med A sta Tugendreich Adelheid Reedtz, f. Kom tesse Juel-V ind-Frijs (1826— 9 0 ), Enke efter Udenrigs­ m inister, Godsejer H. C. Reedtz til Palsgaard. D er blev naturligvis talt m eget om dette Ægteskab, spottet derover og let derad, ja Biskop Martensen fandt det endog passende at indføre følgende Ord derom i sin kriste­ lig e E tik: »Vi indrømme, at det er lidet opbyggeligt at se Præster som højt bedagede Oldinger indgaa det andet eller tredje Æ gteskab«. Han paadrog sig imidlertid herved føl­ gend e Svar af Biskop Monrad: »Jeg har kendt en højbaaren, højh jertet Kvinde, som var bleven aandelig vakt af en gam­ m el Præst, anden Gang Enkemand. Hun følte stor Lyst til at yde ham Gengæ ld for det meget, han havde været for hende; hun ønskede at bygge en fast Mur omkring ham mod det daglige Livs mangehaande Smaabekymringer og Smaa- fortrædeligheder, for at han til det sidste kunde lev e frit og uforstyrret i sin e store aandelige Syner. Hun ventede heraf stort Udbytte for sig selv og antog ogsaa, at det vilde være en V elsign else for hendes Børn at komme i nær, daglig B e­ røring med en saadan mægtig Personlighed. H endes Tilbud blev modtaget, og hendes Forventning skuffedes ikke. Den gam les H jem blev atter det kære Sam lingssted for Børn og Børnebørn og a lle de gam le Venner. Verden kan sm ile, den er berettiget til at sm ile, den gam le sm ilte vel selv m ed, m en je g skønner ikke, at man er berettiget til i den kriste­ lig e Etiks Navn at udtale nogen Fordømmelsesdom . Dømmer