NFSGrundtvig_1923

231

Mand: »Med Grundtvig syn es jeg, det er noget bedre; det er ikke leg em lig Sygdom , han har lidt af, men jeg tror, det er aandelig A n fæ gtelse.« To D age efter skriver hun: »Med Grundtvig er det endnu ikke rigtig godt, og som F ølge deraf ser man ikke m eg et til Marie, da han slet ikke kan taale, at hun er borte. D e spadserer sædvanlig tre Gange om Dagen, og en stor D el a f E fterm iddagen maa Marie læse for ham. Hun læ ser hver Dag to af hans Prædikener fra 1832 for ham, saa skriver han et Udtog a f dem, som jeg tror, han v il lade trykke. Det, at han oversætter et Kapitel af det nye T estam ente om Formiddagen, siger Marie, hjælper saa m eget til at berolige hans Sind. D et er ikke underligt, (at) hos saadanne stærke E ge er Stormen, naar den kommer, ogsaa væ ldigere, og det er, som den tog stærkere fat i dem. Men je g tænker, det er, som vi alle skal føle og forstaa, at vi er kun som Rør, der knækkes og henvejres af V inden, dersom ikke Herren holder os oppe.« Den 7. Juli skriver hun: »I Dag er Svend og Johan Grundtvig komne, og om nogle D age kommer nok B ojsen s. Jeg tror, at Grundtvig er m eget glad ved, at alle hans Børn kommer her ud, for jeg har kunnet mærke, at naar der gik nogle Dage, og at han ikke hørte fra dem, var han urolig.« D en 15. Maj 1854 fødte Fru Marie Grundtvig en Søn, hvis Fødsel han straks m eldte Dronningen med følgende Linjer: »D eres Majestæts kærlige D eltagelse i alt, hvad der angaar m ig og mit Hus, og D eres naadige B efaling gør mig det til en kær P ligt endnu i A ften at m eddele Dem, at for en halv T im e siden blev min herlige Kone forløst med et stort Drengebarn, der kan skraale som den bedste af hans A lder. Stort andet kan han vist ikke endnu, men den kær­ lig e Gud, som har skænket ham Livet, kan og vil sikkert ogsaa gøre ham dygtig til al god Gerning; thi han er en Gud, som aldrig lader Haabet beskæmmes.« T il Ingemann skrev han den 16. Maj: »Mig har Vor­ herre gjort den forunderlig store Glæde, at der i A ftes blev m ig født et stort, velskabt Drengebarn med en vældig Stem ­ me, saa der kan med Guds Hjælp blive en væ ldig Raaber af ham, naar han faar Stunder til at vokse og faar noget at sige, som er værd at høre. Med ham kan jeg da, om Gud vil, naa et godt Stykke ind i næste Aarhundrede, og der­ som da Danmarks H istorie i dette Aarhundrede bliver værd at beskrive, tænker jeg, han gør det bedste dermed i det næ ste . . . .«