NFSGrundtvig_1923

198

de fede uden selv at blive fede deraf. Thi hvis vi, folkelig talt, ikke var andet end Skandinaver, da vilde Rusland snart bevise os, at det hørte til Nordens Enhed, at vi indlemmedes i det nordiske Verdensrige. — Alt dette er imidlertid kun Overgangstidens Pinagtighed og bør ikke komme nogen til Skade paa hans gode Navn og Rygte, ligesom det heller ingen Skade gør, naar vi kun flittig mødes og taler rent ud af Skægget, som vore Konger i de tre Riger gjorde, naar de i gamle Dage mødtes paa Hisingen eller Danholmen. — Disse Kongemøder er et herligt Vidnesbyrd om, at de fri- baarne Stammer, hvoraf vi er udsprungne, tidlig følte, der var noget f æ l l e s , som selv deres kronede Hoveder skulde bøje sig for; og de er tillige et Spejl, der viser os, hvordan vi skal mødes værdigt og til fælles Bedste. Det sker, naar Stammerne mødes som kronede Ligemænd, der føler med Glæde at de i Nordens Aand har meget t i l f æ l l e s , som de kun i venligt og virkeligt Fællesskab kan besidde og benytte, men glemmer derfor ikke, at de hver især har meget e j e n- d o m m e 1 i gt, som de for ingen Pris vil opgive og heller ikke bør opgive, da fribaarne Stammer ikke bør spændes i E n s f o r m i g h e d e n s Tvangstrøje, hvor smukt et Navn man end vilde give den. — Der er jo imidlertid en Hage ved Sagnet om Kongemødet her i Norden; thi gamle Bøger i hvert af Landene fortæller, at naar dets Konge steg til Hest, holdt de andre Tøjle og Stigbøjle for ham. Lad os imidler­ tid enes om, at det skiftevis var dem alle tre, der steg saa majestætisk til Hest, saa bliver Sagnet især fortræffeligt at spejle sig i; thi kun da kan Fostbroderskabet i Norden være sundt og fast, naar Danske, Norske og Svenske føler sig gennemtrængte af de fælles Følelser, at alle tre Stammer kun ved hinandens Hjælp kan bestige den høje Hest i Nordens Aand ___ Saaledes har jeg nu sagt Dem, hvad jeg mener med Nationaliteten, saa jeg har intet imod, at man kalder Norden t r e e n i g t , naar det er T r e f o l d i g h e d e n ufor­ talt, og a a n d e 1i g talt vil jeg selv sige, vi har et fælles Fæd­ reland, fordi Nordens Aand er den gamle Folkeleder i alle tre Riger, men b o r g e r l i g talt har hver Stamme dog sit, og h j e r t e l i g talt har vi et trefoldigt Moderskød, hvor Moders- maalet og alt, hvad der i Forkærlighed inderligst forbinder os med vore nærmeste paarørende, maa ske sin fulde Ret, saa vi ved Fostbroderskabet intet mister, som er værd at eje, men vinder, hvad aldrig kan besiddes ved udelukkende