Musikforeningens_1

— Claus Schall — 157 løb er et mærkeligt Exempel paa Talentets Kamp med allehaande Hindringer i Form af Fattigdom , mangelfuld Dannelse og Under­ visning, Miskjendelse og Fordomme, en Kamp, hvis Udfald trods hans store medfødte Begavelse og overordentlige Energi kun blev en halv S ejr1). I vore Dage føres den unge Musiker jævnt og sikkert gjennem Konservatoriets Klasser til alle Egne af musikalsk Viden. Schall maatte hutle sig frem. Han begyndte og han endte som ren Praktiker. Med sin uslukkelige Tørst efter at lære fik han saa godt som intet lært, uden hvad han lærte sig selv. Som lille Dreng maatte han stjæle sig til at spille Violin oppe paa et koldt Kvistkammer. Han havde ikke Raad til at kjøbe sig Noder; saa øvede han sig udenad, spillede alt, hvad han hørte. Kunstgrebene og Finesserne aflurede han senere de store udenlandske Violin­ spillere, som optraadte her i hans Ungdom, navnlig Lolli, det 18 de Aarhundredes Paganini, og Tyskeren Müller, hvem Fru Walthers Ynde i længere Tid fængslede til Kjøbenhavn. Endnu senere, da det lykkedes ham selv at komme udenlands, blev han fortrinsvis paavirket af Mestrino i Paris, hvor han ligeledes blev bekjendt med Viotti og vakte denne berømte Mesters Interesse. Han spillede god t, endogsaa overordentlig godt, „men paa sin egen Maner“. Musikere beundrede især hans rene Intonation og udtryksfulde Foredrag i Adagioen. En Dobbeltkoncert, som han komponerede for og spillede sammen med den unge Violinvirtuos P ixis, fulgte denne paa hans Rejser og omtales af den tyske Kritik ikke blot som aandrig og original, men tillige som et Non plus ultra af Vanskelighed. Kompositionen voldte Schall endnu flere Bryderier end Violin­ spillet. Sine første Balletmusiker fik han Scalabrini eller Zielche til at hjælpe sig med. Der haves ogsaa en Violinkoncert, dateret Fredensborg 1780 , i hvilken Solopartiet ses at være skrevet af Schall men Akkompagnementet af Hartmann. Ved „bestandig at overhænge“ denne lykkedes det ham endelig at faa nogle Timers Undervisning; men dette i Forening med et Par Maaneders Kursus hos Schulz i en senere Periode var ogsaa al den theoretiske Vej­ ledning, han opnaaede i sin Kunst. Schulz m ente, at „den kjære Gud havde givet ham saa store Gaver til at blive en fortræffelig Komponist, at han ikke behøvede at lære, hvad han skulde gjøre,

0 Jvfr. navnlig Schalls Biografi af Overskou i „Dagen“ for 1835 og derefter „Tidsskrift for Musik“ 1858 Nr. 6 .