Musikforeningens_1

156

—- Kapelmestere —

Den samme nationale Tendens, som under det Guldbergske Ministerium havde givet sig Vidnesbyrd ved Oprettelsen af den danske Syngeskole, førte ogsaa til, at man, da Scalabrini endelig fik Afsked som Kapelmester efter endnu en Gang at være kommen til Ære og Værdighed ved Sartis Landsforvisning i 1775 , søgte at erstatte de italienske Kapelmestere med en indfødt Musiker. For­ søget faldt ikke heldigt ud. Den nye Kapelmester, Bergenseren I s r a e l G o t t l i e b W e r n i c k e , var en fortrinlig Klaverspiller og grundig Theoretiker, der med offentlig Understøttelse havde stude­ ret under Kirnberger i B erlin1) og ligesom sin Læremester nærede en ensidig Beundring for lærd Musik, der kun daarlig passede til de Opgaver, som laa for Haanden baade i Syngespillet og overfor den med Kæmpeskridt foregaaende Udvikling paa Instrumental- musikens Omraade. De nyere existerede ikke for ham. Mange Aar efter kunde han endnu finde en barnagtig Fornøjelse i at kalde Haydn en Nar og en Charlatan, og Mozart „en blot Naturalist, en planløs og uren Smører«. Desuden var han sygelig og irritabel. Schiønning siger om ham, at „han var capricieus og "havde derfore taat Afsked fra Kapellet«. Han gik af ved Omordningen 1786 „efter 6 Tjenesteaar, hvori han ikke havde bestilt n o g et« 2). Den øverste musikalske Ledelse blev nu atter ligesom i Chri­ stian VI’s Tid lagt i Hænderne paa tyske Musikere, visselig ikke til Skade tor Kapellet i en Periode, da Tyskland viste Vejen i Tone­ kunsten. S c h u lz med sin dybe Beundring for Haydn, K un z e n , der elskede Mozart, begge højt oplyste Mænd af betydeligt Talent og med ubestridt Autoritet, og hver paa sin individuelle Maade fortræffelige Anførere, vare udmærket skikkede til at forøge Ivapel- lets Dygtighed og Anseelse. Men begge disse Mesteres hele Kunst­ retning medførte dog, at Instrumentalmusiken for deres Opfattelse kun indtog en sekundær Stilling i Sammenligning med de vokale Kunstformer. Orkestermusikens store Opsving her hjemme i denne Periode skyldtes fornemmelig en dansk Musiker, Kjøbenhavneren C la u s S c h a l l , der lige siden Hartmanns Afgang havde beklædt den vigtige Post, som Koncertmester, den egentlige Orkesterdirigent, i Kapellet, og som efter Kunzens Død ( 1817 ) blev udnævnt til Musikdirektør. Schall var helt igjennem Instrumentalmusiker. Hans Levnets-

D Bårens: „Noticer for Musiklibhavere« p. 1 ff. 2) Ytring af Schwarz s. Overskou III. p. 369 .