Musikforeningens_1

158

— Schall som Dirigent —

men kun hvad han ikke skulde gjøre“. Selv dette lærte han imid­ lertid aldrig ganske. Ligesom H. G. Andersen kunde han ikke komme ud af Retskrivningen. „Han kan ikke skrive otte Takter efter hinanden uden Fejl“, sagde Kuhlau haanlig om ham. Ikke desto mindre var han, navnlig som Balletkomponist, et Geni og en Opfinder i sin Kunst, om hvem Oehlenschlåger vidner, at hans Musikstykker vare „fulde af Effekt, Melodi, Karakter og nogle af dem i en tragisk Flugt og Begejstring, hvori hverken W eyse eller Kuhlau naaede ham “. Lians Op. 1 var „Six Solos pour le Violon avec la Basse con- tinue“, der udkom i London og vare dedicerede hans Velynder, den spanske Minister i Kjøbenhavn, Marquis de Musquiz. De efter­ fulgtes af en talrig Mængde Instrumentalværker til Koncertbrug, mest Koncerter for 1 eller 2 Violiner, men ogsaa for Bratsch, F løjte, Valdhorn osv. Flere af hans Ouverturer til Balletter og Syngespil vare yndede Orkesterstykker, som jævnlig spilledes paa Koncerter. Schall var endnu ikke 20 Aar, da han i 1776 første Gang- dirigerede en Balletmusik. Fire Aar efter blev han Orkesteranfører ved Koncerterne i Kongens Klub og i 1792 Koncertmester i Kapellet, dog først efter at man havde henvendt sig til Naumann om at faa en Udlænding til denne P o st, hvortil den berømte Dresdener Kapelmester, der under sit Ophold i Kjøbenhavn særlig havde lagt Mærke til Schall som en meget lovende ung Kunstner, imidlertid svarede, „at han ikke kunde begribe, hvorfor man langt borte vilde søge det, som man havde saa nær“. Schall fik hurtig Navn baade her og udenlands som en ud­ mærket Dirigent. Hornisten Turrschmidt, der koncerterede i Kjø­ benhavn 1793 , kalder ham „en Mand med mange Talenter, men i Særdeleshed en af de første Anførere“. Kraft og Udholdenhed, Selvtillid og Aandsnærværelse, den praktiske Fortrolighed med de hundrede Smaating, hvoraf et fuldendt Ensemble er afhængigt, det personlige Kjendskab til hver enkelt af sine Folk, et aarvaagent Øre og en glimrende Hukommelse, den smittende Begejstring, hvormed han som første Violin gik i Spidsen for sit Korps, alt dette forenede han i sin Person. Han var myndig og kunde nok lide at agere Bussemand, men god af Hjerte, saa at hans Underordnede nærede ikke alene skyldig Respekt men sand Hengivenhed for ham. Orkesterforedraget under hans Ledelse var hverken udpenslet eller stærkt chargeret; det udmærkede sig snarere ved sin Naturlighed.