MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

218

beskuelig måde beskæmmede theologiske fakulteter, opdragelses-institutter, opdragelses-råder, og dogmatiske umoralister, der ikke engang har drømt om den forædling, mennesket efter naturen her gives. Man forfølger det fra men­ nesket af i Børnehuset bievne statslem og betragter da: II. Statslem o g statslem Livsfangerne vedbliver stedse at være mennesker efter naturen; thi de kom­ mer ikke uden for staten. Deres hele virkekreds indskrænkes til Børnehusets sale eller kældre. Årsfangerne derimod bliver, ved at komme ud, københavnske statslem­ mer. Til hvad nytte, for sig og andre, er uvist; men så meget er vist, at den nyt­ tige vindskibelighed, hvortil de holdtes i Børnehuset, forsvinder oftest uden­ for, af mangel på anstalter. I Børnehuset vinder staten på ethvert lem henimod 28 rigsdaler årligen. Dets arbejdes værdi kan anslås til 54 rigsdaler, og dets underholdning til 26 rigsdaler årligen. Fandtes slig vindskibelighed og tarvelighed udenfor, eller bragtes det ik­ kun dertil, at enhver ved håndarbejde eller anden flittighed fortjente årligen 10 rigsdaler mere end han fortærede, ville det snarere ophjælpe handelsbalan­ cen end Altonaer Banken. Årsfangerne udlades når deres tid er omme; men det er og alt hvad man gør for dem. Ingen bekymrer sig om at forskaffe dem livets ophold, og selv kunne de oftest ikke forskaffe sig det. Mange indser det, og ønsker sig derfor ikke en frihed, som de ikke kunne nytte. Ingen tør betro dem noget, og det regner dem endog til forbrydelse, om de talte således: ’’Efter at have udstået den os pålagte straf, hvis billighed [rimelighed] eller ubillighed det ikke nytter at undersøge, bønfalder vi regeringens retfærdig­ hed, at den vil forskaffe os, som den ved et vanærende fangeskab har berøvet midlerne til livets nødvendigheders anskaffelse, lejlighed til at fortjene dem. Titler har vi ikke, der berettiger os til at leve på statens bekostning; men hæn­ der har vi, der, skønt deres kræfter er svækkede, kunne arbejde, når de ikke bindes. Anvis os anstændige arbejdshuse, hvori vi nyder den ret og skel, det ly og den varme, den renlighed, de rokke, det uld, hvorved vi dagligen kunne fortjene livets ophold. Betjener vi os ikke deraf, da optager og straffer man os som modvillige tiggere. Nu derimod er det ikke vor skyld. Hvorfra tager man sit brød i ørken? Og hvorledes tilfredsstilles mavens fordringer uden mad? Li­ vets ophold fordrer føde; men fødens anskaffelse forudsætter penge, der ene og alene burde erhverves ved arbejde. Man giver os derfor i det mindste de 333 pund uld at spinde og haspe i strenge, vi årligen havde i Børnehuset, og