MiraklernesTid_1700

Lasternes ulykkelige ofre 219 man forskaffer os, som sagt, arbejdshuse, hvori frivillige, uden at pådrage sig skændsel, kunne arbejde, og ved arbejde fortjene brødet. Mangel på indret­ ninger i staten burde ikke blive os en ny og utåleligere straf”. Var nogen dristig nok til at indkomme med slig klage, hvad svar kunne han rimeligen vente sig? Intet uden det, man alt for ofte har hørt: Herved er intet at gøre; det henvises til lands lov og ret. Kunne man ikke afstedkomme slig indretning, burde der i det mind­ ste sørges for, at de, som meldte sig i Børnehuset, for at få ly, varme og ar­ bejde, kunne modtages, og ikke som i forrige vinter, af mangel på anstalter, bortvises; thi indretningen tillod ikke at modtage dem. De derimod af stod­ derkongerne optagne måtte modtages, og slap således ind. Derved forædles Børnehuset; men ikke Københavns pøbel. Det er statens skyld, at mennesker efter naturen ikke bliver værdige statslemmer; det er statens skyld, at gaderne vrimler af tiggere. Nationens forædling og oplysning ville sætte alle dens le­ dige hænder i virksomhed, når naturlige og til vor forfatning passende anlæg foredroges [dvs. blev foretrukket i stedet for] unaturlige og kunstige. Påstås derimod af de mægtige, at groft klæde og lærred, som er hver mands brug, bæres og slides af mængden, intet objekt er, der bør tildrage sig opmærk­ somhed; men vel fint klæde, silketøj og overdådigheds-varer, som fremmede sælger for ulige lettere pris, end vi kunne forfærdige dem for, og forskud skal erstatte entreprenøren den heraf flydende underbalance, må staten nødven- digen gå krebsegang. Dette leder til at betragte stat og stat. III. Stat o g stat Børnehuset er en stat, og København en anden, som det står i nøje forbin­ delse med. Længe tvivlede jeg, om Børnehuset fortjente navn af en stat. Jeg fandt der ingen giro- eller lånebank; ikke mængde af forordninger; ingen ret­ tergang; ingen vagtparade; ingen forgemakker; ingen kollegier [ministerier]; ingen sø- og landmagt; ingen kostbare store fabrikker, ingen vævere; jeg var derfor længe tvivlsom, hvad jeg skulle kalde dette institut. Nogle rådede mig, at kalde det vindskibeligheds sæde; andre, Københavns eneste realskole; nok andre, et forædlings-institut. Ingen af disse og andre foreslagne navne beha­ gede mig. I denne tvivlrådighed og forlegenhed opdagede jeg til min inder­ lige glæde protokoller, erklæringer, brevtasker, som det er fornemt og kolle­ gialsk, at kalde porteføljer, sergeant, magaziner, pensionister, næsten lige så mange fortærende som erhvervende lemmer. Jeg fandt kirke, præst, katekis­ mus, øvrighed, undersåtter, domme, mundtlige love, vagt, svejtsere [vagter] osv. Længere kunne jeg nu ikke være tvivlrådig. Har Børnehuset, tænkte jeg, disse væsentlige egenskaber, uden hvilke ingen stat kan være stat; så er det