MiraklernesTid_1700

Lasternes ulykkelige ofre

209

de absolut nederste sociale lag i byen - pøbelen. Var man først én gang blevet indsat i Børnehuset, blev livet ikke lettere, og det var derfor noget, man ville gøre næsten alt for at undgå. I det almin­ delige omdømme blev man nemlig æreløs af at omgås hærdede forbrydere, og et æreløst menneske havde yderst vanskelige vilkår i den tids samfund.5 Hørte man til de heldige årsfanger, dvs. dem som kun var dømt på åremål og ikke på livstid, kunne man roligt regne med arbejdsløshed, når man atter kom på fri fod. Kun de færreste ønskede at ansætte en tidligere tugthusfange. De løsladte måtte derfor igen gribe til tiggerstaven eller til rapseri, og før eller siden ville de atter blive opsnappet af byens fattigfogeder og ført tilbage til det berygtede børnehus. Riegels gør i sin analyse af forholdene i Børnehuset ikke særligt meget ud af de indsattes forhold. Hans interesse ligger et andet sted. Som et barn af Oplysningstiden var han først og fremmest interesseret i, om Børnehuset op­ fyldte sit formål.6Var det et tidssvarende og rationelt foretagende i moralsk og økonomisk forstand? Svaret var, som vi vel på forhånd kunne forvente, et rungende nej. Hovedanken var, at man i Børnehuset satte førstegangslovbry­ dere sammen med forhærdede kriminelle, og hvordan skulle man kunne for­ vente, at en sådan omgangskreds kunne virke forbedrende på noget menne­ ske? Som Riegels siger andetsteds, så er Børnehuset en ’tiggerskole’ hvor man lærer professionen til fuldkommenhed: ’’Børnehuset er højskolen for denne kunsts dyrkere. Her samles fra alle stadens hjørner en mængde erfarne tig­ gere, der meddeler hinanden deres erhvervede kundskaber og erfaringer, og som det går i andre videnskabers-selskaber, går det og her: Manges forenede bestræbelser og arbejder i en og samme ting, bringer den til modenhed og fuldkommenhed” 7 Riegels’ retoriske udgangspunkt er den Montesquieu- og kameralisme- inspirerede opdeling af stater i enten monarkier, republikker eller despotier. Denne opdeling lægger han, som en art videnskabeligt røgslør, ned over sin beretning, for bedre at kunne hudflette institutionen og udstille den, som den anakronisme, han opfatter den som. Hele beskrivelsen er en slet skjult kritik af et samfund, der tillader og bifalder eksistensen af forældede insti­ tutioner som Børnehuset. Beskrivelsen bruges også som et afsæt til at kom­ mentere andre af Riegels’ yndlingsaversioner: vindbøjtler og projektmagere, der tømmer statskassen for penge, og snører godtroende ministre og embeds- mænd; prominente konkursryttere og egennyttige handelsmænd, rangsyge adelsmænd og borgere, der qua deres titler kan lukrere på statskassens midler, mens de fattige lades tilbage i håbløshed og modløshed uden mulighed for at erhverve sig føden.