Latinerkvarteret_1949

EX L I BRI 3

K Ø B E N H A V N S R A ä DH US- B I B L I O T E K

E H

0 ° i . t ø n

%

I

M

P E T E R L I N D E ^atmerfoattecet

UDGIVET AF ERIK MYRDAH LS BOGTRYKKERI KØBENHAVN

'

£aímet£üatíeret

P E T E R L I N D E

i n e r f T > a r t e t e t

S K I T S E R A F F O R F A T T E R E N

K Ø B E N H A V N

E R I K M Y R D A H L S B O G T R Y K K E R I 1949

o * , * 1 2 'D '* . i 0 )

\ Tl ' i S C

I N D L E D N I N G

Latinerkvarteret er jo ikke paa nogen M aade bestemt og skarpt afgrænset i Forhold til Stadens øvrige Bebyggelse. Ganske præ­ cist at afgøre hvad det er fo r Huse og Gader, der rettelig hører med til Latinerkvarteret, er vist aldeles umuligt, det hele bliver vel nærmest en Fornemmelsessag, og saa er det endda kun de rigtige indfødte Københavnere, som med nogen Ret kan ytre sig desangaaende. Fo r nu i alle M aader at være paa den sikre Side og for ikke i mindste M aade at komme til at indsnævre Begrebet, den D el af Hovedstaden, der i daglig Tale kaldes L a­ tinerkvarteret, saa har denne B o g taget saa rigeligt med, gennem- gaaet en saa stor D el af den gamle B y , at ikke bare Latiner­ kvarteret, men ogsaa dets Omgivelser i al Rummelighed er kom­ met med. Skulde en pertentlig Læser mene, at Trinitatis K irke, som jo ikke er omtalt, rettelig burde være nævnt i Sammenhæng med Regensen, saa skal han ingenlunde imodsiges, men aller- venligst erindres om, at bemeldte K irke med Omgivelser ret ind- gaaende er behandlet i en foregaaende Bog, der bærer Titlen »V ed Ew ald s G rav« . D et kunde have været saa rart hyggeligt, hvis denne Bo g om Latinerkvarteret maatte indledes med en glad Gensynshilsen til gode Læsere, som nu igen skulde inviteres paa en liden B yvan ­ dring, en T u r i F lok og Følge gennem gamle Gader, langs gamle Huse med hyggelige Standsninger ud for mærkelige Seværdig- 7

heder. Men denne G ang kan Bogens Indledningsord ikke blive en slig Opfordring. Spadsereturen er aflyst, og det er a f lutter Hen ­ synsfuldhed, den er aflyst. Hvem turde indbyde en Mængde Mennesker til at øve en saa imponerende Sportspræstation som at vandre fem Kilometer med historiske Stemningsfornemmelser som eneste Vederkvægelse. Fem K ilometer er den sammenlagte Længde af alle de Gadestrækninger, som er omhandlet her i Bogen, men det er endda umuligt at gennemvandre Stræknin­ gerne uden at komme til at passere nogle a f dem mere end een G ang , og derved vilde Turen i V irkeligheden blive meget læn­ gere, den vilde blive paa over en hel gammel, dansk M il. Den gode Læ ser maa altsaa denne G ang tage ud paa Byvand ring ganske mutters ene og saa se, hvor meget han kan overkomme i Løbet af en Lørdag E fterm iddag eller en Søndag Form iddag, for det er jo de T ider, der er bedst egnet til Fordybelse i det gamle København og de historiske M inder. D e interesserede K ø ­ benhavnere, som plejede at være med, og som gjorde hver lille U d flu g t til en stor Fornøjelse for hinanden, de maa hver især gaa alene og savne det hyggelige Selskab. M en saa er der jo den Mulighed, at nogle af disse ensomme Vandrere, som er ude for at studere deres B y , mødes og træffes ved et Gadehjørne undervejs. D et kan blive til en lille Passiar i Forbifarten, en hastig U d veksling af Tanker om Tingene man ser paa og om Tiderne man lever i, og det er nok saa hyggeligt med et saa- dant tilfæ ldigt G od d ag l og Farvell og Paa G en syn l og B ru g nu Øjnene godt i den næste G ad e ! E t sligt M øde trætter ikke, det plager ingen, det er en liden Oplevelse, saa er man da ikke helt alene med sine byhistoriske Interesser, der er andre flinke Folk, som er ude i samme Æ rinde. Den gode Læser, som nu efter disse Forord til Indledningen, skulde faa L y st til at gaa en stilfærdig T u r gennem Latiner­

8

kvarteret, kunde gerne i M angel af andet Selskab tage denne lille B o g med sig. D et er jo dog Bogen, der giver Idéen til Turen, og Bogen kan maaske ogsaa nok fortælle et og andet, som er saa interessant, at Turens Resultat ikke bare bliver Tø rst og T ræ t­ hed og Slid paa Støvlesaalerne. H v is der undervejs melder sig Spørgsmaal om de T in g man kommer forbi, kan Bogen maaske besvare dem, forudsat at der ikke spørges altfor spidsfindigt og udspekuleret, og i alle T ilfæ lde bør der ikke kræves Svar som fordrer flere O rd og mere P lads end denne lille B o g kan raade over. Som det v il blive gentaget sidenhen, skal det straks siges, at der er store, fornemme Spørgsmaal, som Bogen helt maa und­ lade at besvare. H v is nogen ønsker at vide meget eller mere eller alt om Universitetet, Regensen, Valkendorffs Kollegium , Borch s Kollegium , Elers Kollegium , V o r Frue K irke, St. Petri K irke, Købmandsskolen eller Folketeatret, ja, saa maa han granske i de store, tykke, lærde Bøger, der omhandler nævnte Lokaliteter. Bogen her ved ikke Besked med A lverden s T ing, den er hverken tung eller tyk eller lærd, den skal være let at bære og let at læse. M en selvom denne lille B o g altsaa aldeles ikke er saa forfærdelig fy ld t med Lærdom , saa maa den dog ønske, at Læseren sidder inde med en god Forstand og en Lærdom, der i Kvalitet staar betydeligt over det ganske jævne M iddelmaal, ellers faar han intetsomhelst ud af Læsningen. Overtænk bare, hvad det vil sige at skulle sætte sig ind i Forhold, der er fuldstændig fremmede fo r den T id vi lever i, Forhold, der hører længst forbigangne T id e r til. A lt i denne Verden forandrer sig jo fra Time til Time, fra D a g til D ag, mere fra A a r til A a r og endnu mere fra Aar- hundred til Aarhundred, fra Aartu sind til Aartusind. Og saa er Forandringerne jo ikke noget jævnt forløbende, ikke ens og lige store paa alle Omraader til alle T ider. Stundom triumferer aktive Kræ fter, stundom er det Trægheden, der har mest Succes. Snart

9

skifter Idéerne, medens yd re Former bevares, snart skifter de yd re Former, medens Idéerne uanfægtet lever videre. M id t i al denne Ubestandighed skulde en H istoriker kunne udtale vel­ begrundede Meninger, retfærdige Domme og afgørende Ord, ja, det er uhyre let for den U forstand ige, men det er mere end van ­ skeligt for den Tænksomme. Den gode Læser maa undskylde, at han bliver eksamineret, førend han faar L o v til at gaa videre i denne lille Bog, men hvis han skal have den mindste Smule N ytte af den, saa er det altsaa uomgængeligt nødvendigt, at han har uhyre meget mere V iden , at han ved meget mere end det Bogen fortæller. M an kunde regne op alt det der maatte vides, kendes, huskes og forstaas angaaende Københavns Historie, D an ­ marks H istorie, Verdens Historie, Menneskehedens H istorie og hele K lodens Historie, fo r der er Sammenhæng i alt, et sælsomt Sammenspil mellem K ræ fter og Magter, fjerne og nære, i Fo r­ tid og N u tid og Fremtid. N u bare Københavns H istorie, den rækker jo helt tilbage til Verdens Skabelse, hvis hver eneste Sten i Undergrunden skal respekteres og studeres med F lid og Forstaaelse. M en selvom man først vilde lade Granskningen begynde fra dengang Istiderne var overstaaet og de første Flokke af omstrejfende Jæ ge rfo lk for at tænde Baal og gøre Vaaben og Væ rktø j istand slog Lejr paa den skraanende Strandeng ved Øresund, saa b lev der et T id s ­ rum paa flere Tu sind A a r at gruble over. Kun ganske lidt kan man læse sig til i de skrevne og trykte Bøger, Menneskene i hine uhyre fjerne T id e r har jo ikke efterladt sig nogetsomhelst i R e t­ ning af Memoirelitteratur, de har kun ladet O ldnord isk Museum arve nogle af deres Ejendele, og det er vist ikke meget en Flint­ økse kan fortælle om selve det Menneske, der engang for A a r- tusinder siden har tabt den. M en af de T ing , som den køben­ havnske Jo rd saa trofast har gemt, og som i vore Dage er blevet 10

genfundet, tør man slutte, at Menneskene har haft det rart, og at de har bestemt sig til at slaa sig til Ro paa de liflige Enge mellem H avet og Skoven. D et frie, friske H a v og de dunkle Egeskove vrimlede jo med alle Slags D y r, som kunde jages og fanges og ædes og udnyttes paa mangfoldige Maader, og mel­ lem grønne Tu er rislede klare Væ ld . A lle Livets K rav kunde op fyldes, alle Fornødenheder kunde skaffes paa det Terræn, der længe, længe efter skulde blive saa aldeles omformet, de første Bop lad ser blev jo anlagt dér, hvor Hovedstadens Hovedgader nu er. D a Jægerfo lkets Jagtd istrikt blev erobret a f Fastboende, der gav sig af med Jo rddyrkn ing og Kvæghold, var det stadig det samme A real, der blev foretrukket, og da endelig Absalon gjorde Stedet til en Stad, saa var det netop Fiskernes Stejleplads og Handelsfolkenes T o rv og Jorddyrkernes A g re han indgær­ dede med en R ingvold, og dermed var København blevet til. Men hele den Udvikling , der her er antydet i yderste Korthed, den rummer jo saa mange G aader og Ubegribeligheder og dunkle Foreteelser, at det hverken er til at forstaa eller til at forklare. M an tør dog nok sige saa meget, at samtidig med at København blev til, b lev ogsaa Latinerkvarteret til. Det har samlet sig om den B ygn ing, der i hine T id e r var anerkendt som Hovedmaga­ sinet fo r Lærdom og A and sliv . Øverst paa den skraanende Strandbakke knejste jo det Tempel, der var indviet til den aller- saligste Jom fru og Gudsmoder Maria, hende der hyldes som Sedes Sapientiæ, Visdommens Sæde. Paa en forunderlig Maade har Latinerkvarteret værnet og bevaret sin ærværdige Højtide­ lighed helt op til vore moderne Dage. D e ydre Former er helt forandret, og de Idéer, der skabte og fyldte dem, er ogsaa for­ andret, men uanset Omvæltninger i A and sliv og Samfundsliv og trods Ubestandighedens Lov, der tildeler alting en viss T id , som det maa nøjes med, saa er det for Latinerkvarterets Ved - Il

kommende en sælsom Undtagelse saaledes, at de bortgangne Fortider har ladet kommende Eftertider tilfalde saa overmaade meget væ rd ifu ld t A rvegod s, at det rigeligt vil forslaa og strække til og endda bliver til mere, jo mere det bliver rigtigt udnyttet. Medens Latinerkvarteret kun gemmer paa ganske faa haand- gribelige M inder fra de allerældste T ider, saa er det jo rigt paa saadanne M inder, som knytter sig til selve Aand slivet, og den ensomme Vandrer, som med aabent, opladt Sind forsøger at samle alt det smaa til et Hele, han vil maaske stundom føle det, som om han her i Latinerkvarterets G ader ikke gaar alene, men har Selskab af usynlige Skikkelser, og idet han mærker det sæ l­ somme strejfe sig, kommer han maaske ligefrem til at gyse, for hans Tanker og hans Fantasi har pludseligt, inspireret af Stedet og M inderne, ført ham langt ind i dybe G rublerier over selve Evighedens Gaader. Bogen her vilde gerne være en nyttig og hjælpsom Ledsager gennem Latinerkvarteret og dets Omgivelser. D erfor er Gaderne omtalt i Rækkefølge, alfabetisk ordnet efter Gadenavnet. I hver G ade er saa Husene, forsaavidt som der er fundet An ledn ing til at sige noget om dem, anført efter samme System , som det V e j­ viseren bruger. Læseren kan altsaa meget let og hurtigt se om Bogen har noget at sige om et bestemt Hus eller om en bestemt T ing . N u er det imidlertid den gode, indsigtsfulde Læsers Sag selv i Tankerne at føje alt det manglende til. N aa r der om mange a f Husene siges, at de har Fa?adefrise, med et Par O rd om F ri­ sens Udseende, saa er det Betragterens Sag paa Stedet at an­ stille de hertil hørende Spekulationer. D e r er mange a f disse Friser, som forekommer flere Steder i Byen , endda flere Steder i den Byde l, der her er Tale om. D er er ogsaa Friser, som kun kendes i et eneste Eksemplar, men maaske er der ved Nedrivn in ­ ger før i T iden forsvundet nogle af samme Slags, det er ikke 12

altid let at vide noget om. Forøvrigt er adskillige Prøver paa slige Friser reddet til Bymuseet, hvor man altsaa har Lejlighed til at betragte dem paa ganske nært Hold, og saa kan man rig­ tigt beundre det fine og dygtige A rbejde Stukkatøren har ned­ lagt i dem. Se, hvor sm idigt og elegant de sejge Plantestængler snor sig i Snirkelsving, medens Palmetterne gror frem og staar knejsende mellem frodige, friske og yndefu lde Akantusblade. D isse Friseornamenter, som er saa almindelige i det gamle K ø ­ benhavn, de er jo kun a f G ip s og Stuk, men de formaar alligevel saare indtrængende at minde et Nutidsmenneske om Antikens dejlige Marmor. Faq:adefriserne fortjener at betragtes, og de for­ tjente en grundig videnskabelig Behandling, fo r deres Ornamen­ ter er jo ikke for halvandet Hundrede A a r siden opfundet af københavnske Stukkatører. Forbillederne maa søges paa klassisk Jo rd , og de er formidlet gennem Tegninger og Kobberstik. Det vilde være interessant, om det engang blev klaret, fra hvilke an- tike Bygn inger eller Ru iner de er hentet som Laan. I det her omhandlede Kvarter er der mange ganske pæne Porte og Gadedøre, men ingen a f dem er af en Skønhed, der fortjener sæ rlig lange Lovtaler. D e kønneste Døre er vel nok dem, der hører til Metropolitanskolens gamle Bygn ing. D e er aldeles uden Pyn t og Pragt, men alligevel er de ædle Kunstværker, alvors­ fulde, højtidelige i Stemningen. M an kunde sige om disse Døre, at de bare er A rb ejder af en d ygtig og omhyggelig Snedker, men Tegningen til dem skyldes jo vor store A rk itek t C . F. Hansen. Empiretidens Ornamentik er som oftest yderst resignerende, til­ bageholdende i Ud trykket, det skyldes Tidens Fattigdom, men de anvendte dekorative Elementer er altid udført med yderste G rad a f Nøjagtighed og Grundighed. M an synes tydeligt at kunne fornemme den strenge, alvorstunge Stemning paa de gam­ meldags Væ rksteder, hvor Mesteren følte sig som en ansvars­

1 3

tynget Repræsentant for sit Fag, medens Svendene med anspændt F lid g ik op i deres A rb ejde og udnyttede hvert M inu t mellem den tidlige Morgen og den sene A ften . Læredrengene, der en­ gang skulde blive Svende og maaske sidenhen Mestre, de mod­ tog kun efterhaanden og med Langsomhed og Omstændelighed og stundom med en forfærdende Brutalitet de højere Indvielser, der lidt efter lidt skulde føre dem ind i Haandværkets inderste Hemmeligheder. H vad der er tilbage af hine T iders A rb ejde i M etal og T ræ taler om et utroligt Slid med de stillede Opgaver, en enorm K ra ft sat ind paa smaabitte T ing . V o re D age bør paaskønne det og hensynsfu ldt tage V are paa de eksisterende Rester a f de gamle T iders mønstergyldige H aandvæ rk. En T ing , som nu og da er noteret her i Bogen, er T ilstede­ værelsen af et gammelt K lokketræ k ved Siden a f en Gadedør. En slig Indretning hører jo længst forsvundne T id e r til, men er som oftest nu i vore D age blevet behandlet med den største Ligegyld ighed eller ligefrem Foragt, og det er Synd fo r Tingen selv og Husenes almindelige Udseende, et gammelt K lokketræ k pynter og hygger, selvom K lokken forlængst er borte, og M ek a ­ nismen fu ldstænd ig sat ud af Brug. I gamle Dage, det v il sige for to-tre Hundrede A a r siden, slog man med Dørhammeren, naar man ude fra Gaden vilde i Forbindelse med Husets B e ­ boere. En Dørhammer er en lille, men temmelig tung T ingest ophængt i et Hængselled, den kan være a f M alm eller af Smede­ jern, stundom fint og fantasifuldt udarbejdet med B lad væ rk og Figurer. A lm indeligvis er den dog blot formet som en svær Hankebøjle, der i sit S lag mod Dørplankerne med en Hammer­ flade møder Hovedet a f en stor N agle. Latinerkvarteret kan fremvise en saadan Dørhammer a f Smedejern, den er ganske vist ikke saa forfæ rdelig gammel, den er en Slags Kop i, men en god og smuk Kop i. D et lille Smedearbejde er anbragt paa den lille,

1 4

kønne D ø r ved Siden af Regensens Port mod St. Kannikestræde. Henimod A a r 1750 blev Dørhammeren som en almindelig Ind ­ retning afløst af en M alm klokke ophængt inde i Gaarden, men dirigeret af et Haandtræk ude fra Gaden . D er er endnu adskil­ lige saadanne A larm klokker, som har faaet L o v til at blive paa deres Plads i gamle G aard e; man ser dem højt oppe paa Muren, hvor de er fastgjort paa en stor Spiralfjeder, der kan sættes i Bevægelse ved T ræ k i en Staaltraad ført gennem hele Gadegangen og ud gennem Muren ved Siden af Gadedøren. Fra først af blev Staaltraaden ført ud til Facaden oppe i Højde med Gadegangens Loft, en Vippemekanisme gav saa Forbindelse med en lang, lod­ ret Trækstang. D et var et Arrangement, der kunde stille K lejn ­ smedene fine Opgaver, thi baade Trækstangen og Beslaget for­ oven, det der styrede Vippemekanismen, skulde jo være ud ­ arbejdet i vilter Rokoko eller i stilfærd ig Empire, alt efter Tidens herskende Stil og Mode. Omkring ved A a re t 1800 forandrede man Systemet saaledes, at Staaltraaden fra K lokken gennem to Vippemekanismer inde i Gadegangen kunde strammes ved et R y k i en Trækstang, der i bekvem Rækkehøjde laa vandret gen­ nem F a 9 ademuren. A f det førstnævnte System er der et temmelig mishandlet Eksemplar tilbage i St. Pederstræde N r. 29 , det andet System er repræsenteret i Peder Hvitfeldts Stræde N r. 1 og i Skindergade N r. 34 med fine Eksemplarer. Uden for det her omhandlede Kvarter er der mange smukke, velbevarede K lokke­ træk af begge de nævnte T yp e r. Omkring ved 1830 begyndte man at foretrække de skaalformede Beslag, der omslutter T ræ k ­ stangens Knap og giver P lads fo r Haandens G reb omkring den. Hele Indretningen fik hermed et helt nyt Udseende, idet nemlig alt det synlige M etal var a f Malm , som saa naturligvis skulde holdes blankt og skinnende, det er den Slags K lokketræk, der er saare almindelige i det gamle København, og der er mange for­

1 5

nemme Steder, hvor det blankpudsede K lokketræ k endnu fun ­ gerer, men ganske vist saaledes, at der ikke sættes en skrattende K lokke i Bevægelse, men derimod en hø flig Portner. Omkring 1850 blev der forsøgt noget nyt; der blev lavet Støbejerns-Løve- hoveder med Trækstang gennem Gabet, de var billige, og de skulde ikke holdes blanke, man kan se nogle af dem ved gamle Porte og Gadedøre, de gaber bare tomt ud i Luften, de har mistet Trækstangen og dermed Meningen i deres T ilvæ relse. D et maa her tilføjes, at en Opremsning af K lokketræk, der er bevaret paa deres P lads i det gamle København aldeles ikke kan blive blot nogenlunde fuldstændig, ford i en Mængde af dem er skju lt af Skilte og Udhængsskabe. I de forholdsvis faa T ilfæ lde, hvor K lokkebeslagene stadig ses at hævde deres P lads, er de kun i ganske faa T ilfæ lde estimeret efter Fortjeneste. Som oftest er det fine, gamle Smedearbejde skammeligt mishandlet og foragte­ ligt overmalet, det er en lille Skønhedsværdi, der paa den M aade er skadet eller skjult for Menneskene. V e d Registreringen af Husene i det her omhandlede Kvartér er der hist og her noteret om et Hus, at det i sit M u rvæ rk har faaet indsat en eller flere gamle Kanonkugler eller Bomber. Det gæ lder Husene Nørregade N r. 11 , Nørregade N r. 13 , Nørregade N r. 10 , K rystalgade N r. 19 , Larsbjømstræde N r. 7 og Teglgaards- stræde N r. 14 . I de fleste T ilfæ lde er det M inder om 1807 , en­ gelske Bomber, som jo netop blev kastet mod Kvarteret omkring V o r Frue K irke. And re Steder i Byen er der indmuret gammelt Sky ts i følgende Hu se: Belysningsvæsenets Ejendom i Vogn - magergade, St. Gertrudsstræde N r. 5 , St. Gertrudsstræde N r. 6 , Garderkasernen mod Østervoldgade, Nørre Vo ldgade N r. 106 , Dronningens Tvæ rgade N r. 10 , N yb rogade N r. 26 , Frederiks- holms Kanal N r. 6 , Adm iralgade N r. 31 , Raadhusstræde N r. 13 , Studenterforeningen i Studiestræde, og Vestre Boulevard N r. 41 .

1 6

En grundig E ftersøgning vilde sikkert skaffe mange flere A d re s­ ser. D et er her i Bogen ogsaa noteret, at der ved Nørregade N r. 13 og ved Gammeltorv N r. 14 som Slidskaanere ved Portene staar nedgravet nogle gamle Kanoner. Ogsaa andre Steder i Byen har gammelt Sky ts faaet en saa fredelig Anvendelse, man kan se det

ved Am agertorv N r. 6 , Kronprinsensgade N r. 9 , N yhavn N r. 43 , Am aliegade N r. 33 og St. Kongensgade N r. 68 , men denne Liste er dog næppe fuldstændig. A llerede flere A a r fø r Bombarde­ mentet i 1807 har københavnske Husejere anbragt Kanonkugler i deres H u sfafader. I et Avertissement i Adresseavisen 1768 be­ tegnes et Hus, som »den G aard ved Nørre-Port, hvor Kuglen sidder indmuuret.« Latinerkvarterets M indetavler og andre Indskrifter er forholds­ vis grundigt behandlet, hvor det er skønnet at være hensigts­

17

2

mæssigt. I mange T ilfæ lde er blot O rdlyden meddelt, det kan maaske hjælpe Fo lk til at forstaa en Indskrift, selvom deres Øjne ikke er tilstrækkelig skarpe. I det omhandlede Kvartér er der nogle enkelte Gaardspladser, som byder paa Seværdigheder af en ganske egen A rt, nemlig nogle smaa pavillonagtige Træbygninger af ganske henrivende Ynde. D e i arkitektonisk Henseende bedste Eksempler findes i Gaardene Peder Hvitfeld ts Stræde N r. 12 ; Rosengaarden N r. 5 , N r. 7 , N r. 2 , N r. 10 ; Frederiksborggade N r. 7 og Kultorvet N r. 15 . Det sidste Sted bærer Paulunet Paaskriften 1814 — 1920 , og det første Aarstal er utvivlsomt rigtigt, som Opførelsesaar. N aar disse temmelig umoderne Indretninger engang er forsvundet, vil kun meget kyndige Kulturhistorikere tilbunds forstaa M o r­ somheden om Jom fru Stjernholm. M ed disse Indledningsord gaar Bogen saa over til at regi­ strere Husene og Seværdighederne, ordnet i den Rækkefølge, der som før nævnt er lig den, som Vejviseren benytter. D o g er V o r Frue K irke og St. Petri K irke og Universitetskarréen omtalt for sig. Saa er der nu kun An ledn ing til at sige Læseren god Fo r­ nøjelse paa Turen i Københavns gamle, ærværdige Latinerkvarter.

1 8

Vor Frue Kirke og Plads.

D E N kolossale Slotsbygn ing og V o r Frue K irke er de to vig ­ tigste Lokaliteter i København turistmæssigt set, og det er Absalon , som har placeret dem begge to. Men medens der ovre paa Slotsholmen er bevaret imponerende Rester af Københavns første Slot, saa er der ikke det mindste tilbage af Københavns første store K irke, ihvertfald ingen synlige Rester, hverken indvendig eller udvendig. E t Granitkapitæl, som opbevares i National­ museet, kan ganske vist have hørt hjemme i Absalons Marie- kirke, nogle Kridtstenskvadre sammesteds er ganske sikre R e ­ ster af den, men det er ogsaa foreløbig alt hvad man kender. Men alligevel ved man noget om K irkens allerældste Bygnings- ningshistorie, en V iden , der er erhvervet paa en mærkelig Maade. Fo r henved fyrretyve A a r siden lod Telefonselskabet nedlægge Kabelledninger midt i Nørregade langs hele Strækningen mel­ lem Gammeltorv og Nørrevold. Nede paa Bunden af den dybe, skumle, snævre Udgravn ing gik Arkæologen H. N . Rosenkjæ r Dagen lang og prikkede i Jordvæggene med sin Spadestok. Et godt S tykke over sit Hoved havde han Nørregades Brolægning, men det gule Ler han traadte paa i Udgravningens Bund var netop Københavns oprindelige Overflade, den Overflade af M o ­ ræneleret Solen skinnede paa dengang Indlandsisen var borte, og det nyskabte Danmark dukkede frem med sine bølgende Slet-

19

2 *

ter, sine B akke r og Dale. M en her, hvor København blev anlagt, kom Menneskene i F lok og Følge og gav sig til at dyrke Jorden og drive allehaande Beskæ ftigelser, som efterhaanden belemrede det rene, gule Ler med al Slags Skarn og A ffa ld . D et hobedes op og kom i Tidernes Løb til at danne mægtige A flejringer, saa at Byen s Terræn efterhaanden b lev løftet metervis tilvejrs. Ro- senkjær havde sat sig selv den Opgave at tyde alle Striberne i Lagdelingen, saaledes at de kom til at passe med Perioder og Begivenheder i Byen s Historie. Den flittige Forsker naaede end­ da videre, idet han fik Jordlagene til at fortælle T ing , som ingen vidste og ingen kendte, T ing , som ingen kunde læse sig til i Bøger eller Skrivelser, ford i voldsomme Katastrofer eller men­ neskelig U forstand har ødelagt Ark iverne med de ældgamle D o ­ kumenter. Paa G rund lag a f Rosenkjærs skarpe Iagttagelser og velbetænkte Slutninger kan man nu fortælle noget om V o r Frue K irkes første Begyndelse. Flere Steder omkring den nu staaende K irkebygn ing er der Lergrave fra fø r Ab salon s T id , her har Gaardene i Landsbyen H avn hentet Ler til Væ gge og Gu lve, man har aabenbart maattet nedrive en eller flere Gaarde fo r at skaffe P lads til K irkeb ygg e ­ riet, det maa være sket, da Ab salon var blevet Byen s Herre. Den ældgamle Sanct Clemens K irke var kun lille og beskeden og Ab salon har aabenbart ment, at hans B y København lige saa vel som Rosk ilde og Lund burde have en passende stor K irk eb y g ­ ning. V ed Betragtning a f de oprindelige Terræn forhold ser man, at der fra Gammeltorv er en jævn Stigning hen til Pladsen ved or Frue K irke. D e t første Byggeforetagende oppe paa B akk e ­ toppen har stillet store Fordringer til Vejbanen , og der var derfor lagt Hasselris paa tværs a f Vejen . D et var tydeligt nok tunge Varer, der skulde transporteres fra en Havneplads op paa B a k ­ ken. Oven paa Risknipperne laa der et L ag Kridtskæ rver, der

2 0

ligesom R isene var blevet æltet godt ned i det bløde Ler. T re Gange var der skovlet Krid tskæ rver ud over Vejbanen. Det er

Vor Frue Kirkes Domkapitels Segl og Dekanats Segl. Aftryk i Rigsarkivet.

nu let at forestille sig, hvad der er foregaaet her for rundt regnet 850 A a r siden. Skibe med store, raa B lokke af Stevns-Kridt har lagt bi ved et Bo lvæ rk nærmest Byggestedet, det var omtrent der, hvor Vandkunsten nu er. Saa er Blokkene kørt op paa Bak-

2 1

ken, men paa Stigningen er Hestene skredet i det bløde Ler, og Vognh julene er sunket saa dybt i, at man har maattet bøde Vejen med Risknipperne. Oppe paa Bakken er Stenblokkene læsset af Vognene, og en A rb ejd ssty rke er med Mejsler, Økser og Save gaaet igang med at tildanne de raa B lokke til K vad re og Bu e ­ sten og hvad der ellers skulde til, og saa er A ffa ld e t, Skærverne, blevet spredt hen over R isknipperne for yderligere at gøre Vejen tør og fast. En Udgravn ing tæt ved K irken for faa A a r siden har givet Rosenkjæ r Ret, thi mellem Bygn ingsaffaldet, der dan­ ner mægtige L a g ved K irken , fandt man en Krum kvader af Kridtsten, som rimeligvis har hørt til i K irkens første Kor-Run - ding, den stemmer i sin Rund ing ret nøje overens med Kor- Rundingerne i sjællandske Kridtstenskirker. D er eksisterer en gammel Tegn ing af en Sten, der har haft sin Plads over K irkens Indgang. Foruden B illeder af Paaske- lammet omgivet af Evangelistsymbolerne bar Stenen en latinsk Indskrift, der fortalte, at K irken blev genopbygget i A a ret 1316 , efter at der fire Gange havde været Ildebrand i den. Som et p ræg­ tigt gothisk B yg væ rk med et himmelstræbende T a am sp ir har K irken saa staaet lige indtil 1728 , da den blev ødelagt sammen med hele det omliggende Kvartér. Først ti A a r efter blev en ny K irkebygn ing rejst paa Tomten, og yderligere nogle A a r efter kunde V ejrflø jen anbringes paa det nye svimlende høje B a rok ­ spir. Endelig K lokken tre om Morgenen i den tredie Bombarde­ mentsnat i A aret 1807 styrtede det bomberamte Sp ir ned over Nørregade samtidigt med at det meste af K irken g ik tilgrunde. D et blev nu overdraget Samtidens dygtigste A rk itek t, P ro fes­ sor Christian Frederik Hansen, at lede Opførelsen af en ny K irke- bygning. A llerede et A a r efter havde han Tegningerne parat, og han fik med det samme fuld Frihed med Hensyn til N y b y g ­ ningens Stil og Materiale. Den 1 . November 1817 nedlagde K on ­

2 2

gen Grundstenen til det nye A lter, og ved den endelige Indvielse af Kirkerummet den 7 . Jun i 1829 var alt i Orden, dog var Kristus- figuren og Apostelfigurerne foreløbig kun a f G ip s, og Døbe­ fonten var et m idlertidigt Snedkerarbejde. Den første Opgave, der blev stillet Thorvaldsen med Hensyn til V o r Frue K irkes Udsm ykn ing, var en Gruppe, der skulde ud fylde Gavltrekanten over Hovedindgangens doriske Tempel­ parti. Thorvaldsen begyndte paa Skitser 1821 , og en Række Kunstnere gik saa igang med Udførelsen i fuld Størrelse. 1 . O k ­ tober 1822 samledes alle Figurerne i det nye store A telier i P a­ lazzo Barberinis Staldbygning, og her gennemgik Mesteren dem i Enkeltheder og gjorde dem fæ rd ig til Støbning i Terracotta. Fra først af havde det været Meningen, at Materialet burde blive Bronce som det, der bedst vilde kunne modstaa det danske, barske K lima, men af Sparsommelighed bestemte man sig til noget billigere, hvad der i det lange Løb er blevet adskilligt dyrere. I A a ret 1832 stod det hele A rbejde fæ rdigt parat til at sendes til København. D a det endelig var ankommet hertil, og man skulde til at stille det paa Plads, var der nogle V an skelig­ heder med Maalene, og man lod derfor Arrangementet vente, ind­ til Thorvaldsen selv kom hjem til Danmark i Ju li 1838 . N u tog det blot to Maaneder at faa det hele i Orden takket være H. E. Freunds utrættelige H jæ lp og Bistand. Paa Thorvaldsens halvfjerds A a rs Fødselsdag, den 19 . November 1838 , stod Kun st­ værket befriet for Stilladser og Sækkelærred, København var blevet beriget med et skønt og herligt Kunstværk, den første Gavlgruppe med frie Figurer som Verden fik at se siden O ld ­ tidens Dage. Thorvaldsen havde jo restaureret Æginatemplets Gavlfigu rer og lært af det. Som man kunde vente det, var Materialet Terracotta ikke be­ standigt over for det danske V ejrlig , allerede i 1870 ’erne maatte

2 3

man pille hele Kunstværket ned og bringe det indendørs i A a l­ borg Museum . I A a re t 1881 fik man saa J. A . Jerichau til at re­ parere og opstille alle de forvitrede Figurer, saa at A a lb o rg kom til at eje et a f Thorvaldsens allerherligste Væ rker. T il K irk e ­ gavlen blev der udført en Gentagelse af hele Gruppen i Marmor. I 1890 ’erne var en K reds a f Kunstnere igang med A rbejdet, det var saa dygtige Fo lk som V. Bissen, E . H . Bentzen, E. Fven s, G . C . Freund, C. Hartmann, C . Olsen, C. Peters, L. Prior, A .V .S a a b y e , Th. Stein og Th. Thielemann. M en ak ! D et fine, hvide Marmor kunde heller ikke klare sig mere end en M en ­ neskealder, saa begyndte det at smuldre, det er nok blevet be­ handlet med Saltsyre, som renser godt, men som ogsaa paa kort T id ruinerer det kostbareste Kunstværk. Endelig 1928 b lev M a r­ moret erstattet a f Bronce, netop det Materiale, Thorvaldsen havde regnet med, dengang han modellerede Figurerne. Ligesom Terra- cottafigurerne er ogsaa Marmorfigurerne havnet i A a lbo rg , de er allesammen opstillet ved A lteret i St. M arkuskirken , der er bygget a f A rk itek t E jnar Packness 1932 — 33 , dog er Jægeren med Hunden erstattet a f en G ipsafstøbning, da Marmorfiguren var skaaret paa forkert L ed af Stenen og fuldstændig forvitret. Johannesgruppen bestaar af ialt 16 Menneskefigurer, enkeltvis eller parvis frit udarbejdet og stillet sammen saadan, at de har­ monisk ud fy lder det trekantede Gavlfelt. A lle Menneskelivets A ld re og Karakterer er repræsenteret, men Thorvaldsen har ikke nægtet sig den Fornøjelse ogsaa at lade en flink Jagthund komme med i Billedet. Hunden er det eneste levende Væ sen , som keder sig, medens Profeten holder sit Foredrag, men den bliver jo og­ saa holdt i en meget kort Snor. D e oprindelige terracottastøbte Figurer blev som før sagt gaaet efter a f Thorvaldsen , forinden de kom i Ovnen og blev brændt haarde, men det kan have sin Interesse at kende Navnene paa

2 4

dem a f Mesterens Medhjæ lpere, som har omsat hans flygtige Skit­ ser til fu ld t færdige Figurer. Bienaimé har udført Johannesfigu- ren. Døberen staar paa en K lippeblok i Gruppens M idte. I en Snor over Skulderen har han hængende en Muslingeskal, det er den han bruger til at døbe sine Proselytter med. A t han ogsaa viser sine Tilhørere et Kors, er vist i høj G rad i Strid med B i­ belshistorien, han b lev jo halshugget, forinden han kunde blive fortrolig med netop dette religiøse Tegn , men det er forresten et T ræ k , som Thorvaldsen har laant fra Johannesdøber-Figurer i foregaaende Perioders Kunst. Den yngre M and , som støtter sit Hoved i Haanden og sin A lb u paa Knæet, er a f Bienaimé den Yngre. Drengen paa Døberens venstre Haand skyldes den yngre Tenerani. Gruppen med en Fader og hans Søn er af Pacetti, samme Kunstner har ud ført den Skriftkloge, der støtter sig til en Stav. Jægeren med Hunden er af Marchetti. De to Børn, som har L y s t til at kæle for D yret, er modelleret af Tacca. D et ene af de to søde Børn , Pigen, der ligesom lidt frygtsom t gemmer sig bag Broderen, skal ifølge en gammel Tradition være Thorvald- sens egen Datter Elisa Sophia Charlotte, der blev døbt 13 . Marts 1813 i St. Marcellis K irken i Rom . De to G rupper af en Moder med sit Barn skyldes Carlesi, og Modellen til begge de to K v in ­ der var en A lbanerinde, der hed Vittoria Cardoni. Den siddende, eftertænksomt lyttende O ld ing er af Joseph Hermann. Den pur­ unge T ilhører, der har lagt sig i Gavlens ene H jørne, er af Brødrene Bienaimé. I det andet H jørne ligger en M and med en Stav i Haanden, han er a f Tenerani den Yngre. D e to G rupper af Kvinder med Børn er forøvrigt afbildet i Son- nes Frise paa Thorvaldsens Museums M ur. D e tunge Figurer er stillet paa Bærebøre; man ser Flyttemandskabet tumle med dem. Oven over K irkens Hovedindgang, inde i Skyggen af For­ bygningen, er der et langt Marmorrelief, som forestiller Jesu Ind ­

2 5

tog 1 Jerusalem . Thorvaldsen modellerede Relieffet, medens han opholdt sig paa N y sø i Efteraaret 1839 . D et blev dog blot til en ret fly g tig Skitse i halv Størrelse, den gamle M ester fik fra H aan ­ den, men saa blev A rb ejdet med den endelige Udførelse over­ draget B illedhugger Borup og Freunds talentfulde Læ rling Kol- berg. Borup var dengang 40 A a r, Kolberg kun 22 . D er er 45 lgurer i Relieffet og mange meget skønne Partier i det, men saa absolut et Mesterværk som Johann esgruppen er det jo ikke. Under Relieffet umiddelbart over K irkens Hoveddør er der et Ornament, som i Skønhed og Højtidsstemning godt kan maale sig med K irkens figurlige Udsmykning. Uden for K irken ved Siden a f Søjlepartiet staar der to store Broncefigurer opstillet paa vældige, fint slebne Granitsokler. Den syd lige F igu r skal forestille Moses, den nordlige Figu r skal fore­ stille D avid . H . V. Bissen har afbildet Moses som en Herkules behængt med et uhyre stort S tykke Tø j, arrangeret i maleriske older, et Drapperi, der gør enhver Bevægelse besvæ rlig for den stærke M and . Over Kæmpekroppen knejser et udækket Hoved med kraftigt H aar og Skæ g og med mægtige Øjenbrynsbuer. Han holder Lovtavlerne fra Sinai B jerg i sine fremstrakte, kolos­ sale Arme, han viser deres Indskrifter til sit Fo lk og grundlægger derved Israels religiøse og folkelige Sam fund; det er noget der er sket engang for en 3 -4000 A a r siden, medens der var Sten- a der her i Norden. M an studser derfor over, at Tavlernes Ind ­ skrifter er affattet i et let læseligt moderne D ansk. Paa Figurens Bagside er der forneden i Drapperiet indridset Datoen 15 . N ovb r man ser ogsaa et Tretal og et utydeligt Femtal, Kunstneren er altsaa blevet fæ rd ig med Gipsmodellen 15 . November 1853 Broncefiguren blev opstillet paa sin P lads her ved K irken 1858 .’ c i haii modelleret den skønne F igu r a f K ong D avid auls Efterfølger, ham der gjorde Jerusalem til et helligt Sted

2 6

paa Jorden . D avid døde for 3000 A a r siden, men Kunstneren har iklædt ham et klassisk Klædebon og lagt en takket Krone- ring paa hans ædle Hoved. Den kongelige Salmedigter læner sig til en Harpe og er ifærd med at nedskrive sine Inspirationer paa en lang Papyrusstrimmel. Harpen, der gengiver et fornemt Instrumentmagerarbejde fra Kunstnerens egen T id , er smykket med et ynd igt Kerubhoved. Bronceharpen har oprindelig haft otte Metalstrenge, men deraf er de sy v forsvundet, der er kun een igen. Jerichau modellerede Figuren i Aarene 1852 — 58 . Den blev opstillet i Bronce her ved K irken 8 . Februar 1861 . Paa F i­ gurens Fodstykke staar indridset: S T O B T A F C : H O LM I K IO B E N H A V N 1860 . C . F. Holm, der kaldte sig G jørtler og Figurstøber, havde sin V irksomhed henne i Gammelmønt N r. 16 , Matrikelnummer 153 , Stedet er jo nu helt ombygget. D et var ved H .N . Clausens Protektion, at Jerichau i 1850 fik Bestilling paa David figuren , Clausen var K irkevæ rge paa Universitetets Vegne. Langs V o r Frue K irkes Nordmur er der opstillet tre Bronce- buster paa høje, slebne Granitsokler. Nærmest K irkens K o r staar Monumentet, hvis Sokkel bærer Indskriften:

C H R I S T O P H E R E R N S T F R E D E R I K W E Y S E ,

F Ø D T 5 M A R T S 17 7 4 , D Ø D 8 O C T O B E R 18 4 2 .

Oven over Indskriften er der et Broncerelief, som forestiller en ophængt L y re omvundet med en Laurbærkrans. Weyse var født i A ltona. V ed sin ypperlige Begavelse arbejdede han sig hurtigt langt frem i dansk M usik liv. Overalt vakte han Beun­

2 7

dring ved sine Kompositioner og sit eminente O rgelspil. 1805 blev han Organist ved V o r Frue K irke, og da han døde, blev han afløst a f I. P . E. Havtmann. D et erindres, at W ey se s L iv fik sit højst romantiske Præg, ford i hans Kæ rlighed til den unge, smukke stolte ]uhe F utein ikke førte til Æ gteskab og anden huslig L y k ­ salighed. Han døde ugift. Busten er modelleret a f V. Bissen , og det var Universitetet, som lod den opstille her ved K irken 1863 D o g b lev de fleste Penge tilvejebragt ved en Koncert, som Mu- sikforeningen og Studenterforeningen foranstaltede 1859 .

Paa Soklen til den midterste a f Busterne staar:

J A C O B P E T E R M Y N S T E R

F Ø D T D E N 8 N O V E M B E R 1 7 7 5 D Ø D D E N 3 0 J A N U A R 18 5 4

Paa Soklens Sider er der fastgjort Broncerelieffer, mod Øst en Palmegren omvundet med et Sørgeflor, mod V e st en B ispestav, hvortil der er bundet en Laurbærkvist. Mynster var fød t i Køben ­ havn, ^vo r han i sine yngre A a r fik Lægen F. L. Bang til Sted- ader. 1834 blev han B iskop , og det var ham, der kronede C h ri­ stian den Ottende i Frederiksborg Slotskirke 28 . Ju n i 1840 D a M ynster døde, var det, at Mavtensen vilde gøre ham til et a f de rette Sandhedsvidner, et Led i den hellige Kæde osv. M en saa rejs e Kierkegaard sig som et U vejr mod Martensen og Statskir­ ken og hele den officielle Kristendom. M ynster skal have været en meget ve talende M and , og hans Y d re s høje Væ rd ighed kom ­ mer jo ty eligt nok tilsyne i Busten, som er modelleret a f Th Stem. Monumentet blev afsløret 8 , November 1875 ,

2 8

P aa Soklen til Busten nærmest Nørregade staar:

H A N S L A S S E N M A R T E N S E N

F Ø D T D E N 1 9 A U G U S T 18 0 8 D Ø D D E N 3 F E B R U A R 18 8 4

Nedenunder Indskriften er der et Broncerelief, et simpelt Kors omslynget a f en Rosengren. Martensen var en Skippersøn fra Flensborg. Han blev B iskop 1854 , han bekæmpede G rund tvig og alt hans Frisind, kun i sin Ligtale over Frederik den Syvende fik han nogle velvillige O rd tilovers om Frihed. Det var Martensen, som kanoniserede M ynster, og derved udsatte sig for Kierke- gaards haarde Angreb, som han tav til. Det var ogsaa Martensen, som ragede uklar med Rasmus N ielsen om T ro og V iden , her tav han ikke, men klarede sig kun maadeligt i Diskussionen. Busten er modelleret af Th . Stein, den er støbt i Paris, og blev afsløret Søndag den 2 . December 1888 . Fem Broncebuster paa ganske lignende Sokler er opstillet langs Universitetets Façade. Den østligste i Rækken er modelleret af V . Bissen og opstillet 1898 . Soklen har følgende Indskrift:

J A P E T U S S T E E N S T R U P

F Ø D T D E N 8 M A R T S 1 8 1 3 D Ø D D E N 2 0 J U N I 18 9 7 .

Han b lev 1845 Professor i Zoologi ved Københavns Universitet og Bestyrer a f det Zoologiske Museum . Det var Steenstrup der tillige med Forchhammer og W orsaae opdagede Køkkenmøddin­ gernes Væ sen og Betydn ing, det var i A a ret 1850 .

2 9

Den næste Buste i Rækken bærer paa sin Sokkel et Bronce- relief, der forestiller en K rans af Egeblade og Agern . Kransen er ophængt i et sløjfebundet Baand, og den omslutter følgende Ind ­ sk rift: 1 O c t 18 3 5 2 5 M a i 18 4 9 U n d e r K r a n s e n s ta a r :

Jo a k im F r e d e r ik S c h o u w

Paa Siderne af Soklen er der Broncerelieffer, mod Nørregade en Bøgegren og mod Fiolstræde en Fyrrekvist. Schouw var en V inhandlersøn fra København, fød t 7 . Februar 1789 paa Am ager­ torv ved Siden af Løveapoteket. Han tog ju rid isk Embedseks­ amen, men opgav den V e j for helt at hellige sig Botanikken. Han tog paa Studierejse til Norge, T ysk land , F rank rig og Italien, og da han kom hjem, blev han 1821 overordentlig Professor i B o ­ tanik. Han var da allerede vid t berømt som Botaniker, Meteorolog og Geograf. T il Stænderforsamlingerne i Rosk ilde og V ibo rg udnævntes han til Universitetets Repræsentant og valgtes begge Steder til Præsident. Den første Dato paa Monumentets Sokkel er Stænderforsamlingens første Mødedag. I det samme A a r ind ­ sendte han sammen med en Del Borgere et Bøn sk rift til Kongen »om Pressens Forskaanelser for flere Indskrænkninger etc.«, det var just det Skrift, som fremkaldte Frederik den Sjettes Y trin g »Ingen uden v i alene vide, hvad der er til Statens og Folkets sande V el« . Inden fo r sin V idenskab var Schouw overordentlig produktiv og flittig, han blev D irektør for den botaniske Have og udgav Studier over Danmarks V ejrlig , hans mest berømte A rbejde er hans Plantegeografi. Sammen med Collin og D . F. Eschricht stiftede han 1833 den naturhistoriske Forening. Den

3 0

25 . M aj 1849 blev Schouw valgt til Medlem af Landstinget i den da for første G ang sammentraadte R igsdag, det er den anden Dato, som er anbragt i Egekransen paa Monumentets Sokkel. Schouw blev ogsaa Medlem af den grundlovgivende R igsforsam ­ ling, der stadig genvalgte ham til Formand. E fter lange og haarde Lidelser døde han den 28 . A p ril 1852 . Busten her ved Un iver­ sitetet er modelleret af H . V . Bissen og blev opstillet 1856 . M o ­ numentet var først anbragt midt imellem K irkens K o r og Un i­ versitetsbiblioteket. Om Portrætbusten skriver F. L . Liebenberg, at den giver ingen rigtig Forestilling om Schouws Udseende. Busten er sikkert modelleret efter en G ipsmaske taget over den Dødes af Sygdom stærkt forandrede Træk. I det Portræt, som M arstrand malede af Schouw, det, der nu hænger i et af R ig s­ dagens Væ relser som en A r v fra Roskilde Stænderforsamling, skal Ligheden være slaaende.

D et tredie Monument i Rækken bærer paa Soklen Indskriften:

H E N R I K N I K O L A I C L A U S E N

F Ø D T D E N 2 2 A P R I L 17 9 3 D Ø D D E N 28 M A R T S 18 7 7

H. N . Clausen var Theolog og Politiker. 1822 blev han Pro­ fessor i Theologi og virkede over et halvt Aarhundrede, indtil han 1874 tog sin A fsk ed . Det var hans Stræben at faa den viden­ skabelige Forskn ing forenet med den bibelske Aabenbaring. Som Politiker var han nationalliberal og blev Minister. Baade han og Schouw hørte til de Professorer, som satte sig i Spidsen for den akademiske Ungdoms Kamp for statsborgerlig Frihed, og i de

3 1

stridende A a r havde han en god V en og Partifæ lle i Madvig, hvis Buste er den næste i Rækken . Clausens Portrætbuste er model­ leret af V . B issen, og den blev opstillet 1880 . Den fjerde Buste har denne Ind sk rift paa Sokkelstenen:

J O H A N N I C O L A I M A D V I G

F Ø D T D E N 7 A U G U S T 18 0 4 D Ø D D E N 1 2 D E C E M B E R 18 8 6 .

M ad v ig blev i lange T id e r vort Universitets største N avn . Han blev hædret med mange videnskabelige Udmærkelser fra Udlan- det, og hans Kolleger valgte ham seks Gange til Universitetets Rektor, og skulde vort Universitet repræsenteres ved en akade­ m isk Højtidelighed i Udlandet, var M ad v ig selvskreven Ud sen ­ ding for Danmark. Det laa derfor nær, at hans Kolleger ønskede, at han skulde repræsentere Københavns Universitet som Rektor ved 400 A a rs Jubilæet i 1879 . Ingen dansk Læ rd i forrige A a r- hundrede har nyd t en saa ubestridt Autoritet, en saa grundfæstet Anseelse som han, baade Landsmænd og fremmede bøjede sig med Æ rbød ighed for dette N avn . I An ledn ing af Jubilæet mod­ tog M ad v ig vort fineste Hæderstegn Elefantordenen. Han trak sig nu tilbage til Privatlivet, men var ingenlunde uvirksom . Den gamle blinde M and udgav i sit 78 A a r et af sit L iv s Hovedværker, det hedder »Den romerske Stats Forfatn ing og Forvaltning«. Men allermest var han dog optaget af Betragtninger over Livets og T ilværelsens dybeste Spørgsmaal, og saa kom, som en Belønning paa et langt og daadrigt L iv, Døden let og smertefri. M advig s A an d var klar og ly s til det sidste. Busten her ved Universitetet er modelleret af V . Bissen, og den blev opstillet 1887 .

3 2

V e d A fsløringen skrev Chr. Richardt et D igt, hvis to sidste V ers lyder saaledes:

Og var han Latiner — en R o m e r han blev i Retsind, i Uegennytte! dog dybest en D a n s k , som paa Jævnhed har Brev, og aldrig sin Hytte vil bytte!

hvis Hjærteslag føltes i Skrift som i Daad, og kjendtes i Kongens og Folkets Raad.

— Dog rettest din Plads er hos Højskolens Mur, Du selv har jo højnet dens Sale! Din stilleste Gransken i Tænkerens Bur gav Lyd over Bjærge og Dale — og hjemmefødt Forskning i fribaaren Aand, den har i d i t Billed sit Klædemon!

Den sidste Buste i denne Række har paa Soklen en Ind ­ skrift, der lyder saaledes:

VILHELM THOMSEN FØDT 25 JANUAR 1842 DØD 12 MAJ 1927

Thomsen lærte sig allerede i Skoletiden Islandsk og Spansk, thi Filologi og L ingu istik var hans Livsinteresse. Han havde haft M ad v ig til Lærer i sine Eksamensfag Latin og G ræ sk, og var hans Ynd lingselev. Senere kastede han sig over indiske, slaviske og finsk-ugriske Sprog, han studerede ogsaa saa fjerne Sprog som E trusk isk , L y k isk , D ravid isk og Khervarisk. Hans Synskreds gik

3 3

3

hele K loden randt, han var en skarpsindig og klar, en genial Sprogforsker. Han har tydet gammeltyrkiske Ind skrifter fra Mon - goliet og Sydsibirien, det er videnskabelige Bedrifter af højeste Kang. En af hans Kolleger siger om ham: »Den store Forsker var ogsaa stor som Menneske. F ri for al Forfængelighed, fo r ­ dringsløs og beskeden, skønt han var sig sit Væ rd vel bevidst. V ed sin paa een G ang fornemme og jævne Personlighed, ved sin M ildhed og den Hjertensgodhed, der lyste ud af hans smukke Ø jne, virkede han stærkt tiltrækkende paa dem, der kom i nær­ mere Berøring med ham, og til Beundringen for den store M ester knyttede sig snart den varmeste Hengivenhed. N aa r hans N avn v il leve som et af de største i Sprogvidenskabens Historie, maa den smukke Harmoni mellem hans Forskerpersonlighed og hans Sjæ ls Renhed ikke glemmes.« Det er almindelig bekendt, at V il ­ helm Thomsen blev udnævnt til R idder af Elefanten. Busten er modelleret af Billedhuggeren Ludvig Brandstrup. St. Petri Kirke. _Faa Skridt fra V o r Frue K irke staar St. Petri K irke, der af 3 u re v iik e r langt mere ærværdig end V o r Frue. K irken er første G ang nævnt i Dokumenter fra 1304 , men den er nok lid t ældre endda. I V irkeligheden er der baade Goth ik, Renaissance og >ngre Stilarter repræsenteret i Bygningen, men den har naturlig­ vis igennem sin lange T ilværelse maattet døje meget ondt, Ild e ­ brand har hærget den adskillige Gange, og fjendtlige Kugler og Granater har den ikke undgaaet hverken 1659 eller 1807 Sit høje, skønne Taarnsp ir fik K irken 1757 , det blev konstrueret og bygget a f Tømrermesteren Johan Bove-Junge. V ed K irken er der

3 4

store, murede G ravkapeller, som gemmer Ligene af mange be­ rømte Mænd og Kvinder. I K irken, i Kapellerne og ude paa K irkegaarden er der en M asse interessante K ister og M onu­ menter. Ja , der er saa meget, som det er værd at betragte, saa

Richard Cleasby’s Kiste, Kisteplade og Gravsted ved St. Petri Kirke.

mange M inder om Mennesker og Begivenheder, at der slet ikke kan være Tale om at nævne det altsammen i denne lille Bog. Kun et eneste lille Monument bør omtales her, fordi det ikke ellers er blevet beskrevet i nogen Bog. A lle de øvrige Seværdig­ heder kan man jo læse om i de omfangsrige Væ rker, der om­ handler K irken og dens Gravkapeller. I 1937 blev en dyb G rav ­ kæ lder her under Petri K irke ryddet for en Mængde gamle L ig ­ kister. B land t de mange ærværdige Kister, som blev Lentet op i

35

3 *

Ly set for sidenefter at blive nedgravet i Græsplænen uden for Gravkapellet, var der een, som især var mærkelig ved sin frem ­ medartede Form. Oven paa Kistelaaget var der fastsømmet en stor T inplade, og i Pladen var den Dødes N avn og Dødsdato indgraveret. M an læste N avnet Richard Cleasby. Denne vidt- berejste, overordentlig lærde Englænder var Sprogforsker, og ban rejste her til Danmark for at studere det danske Sprog og de danske Folkeminder. Han havde endda lært sig Jy d s k saa grun- digt, at han fik L y st til at opsøge Steen Steensen B licher fo r at drøfte de lærde Sager med ham. Det var i A a re t 1839 . R ichard C leasby har sikkert været velkommen i Spentrup Præstegaard, han kom jo som en sjælden Gæ st fra den store Verden , og han og Blicher blev hurtigt Venner. C leasby ejede et G od s i W est- moreland, og didover inviterede han Blicher, som glad og tak ­ nemmelig tog mod Indbydelsen i T illid til, at Kongen af Danmark nok vilde hjælpe ham med et nødvendigt Rejsestipendium . M en Blicher blev skuffet. Han længtes saa inderligt efter at kunne foretage den Rejse, og derfor prøvede han med et Opraab til hele Danmarks Befolkning, tryk t 1846 i Randers A v is , men der kom kun 50 R igsdaler ind, og det forslog jo slet ikke. Stakkels Blicher, han havde dog glædet sig til at kunne hjembringe et stort og nyttigt Udbytte af en slig Studierejse. C lea sb y g ik im id­ lertid igang med at udarbejde en Engelsk -Islandsk O rdbog, og Studierne til Væ rket foretog han her i København, men her ind- angede Døden ham. Han fik T y fu s, og fra sin B o lig i Gothers- gade blev han bragt til Frederiks Hospital, hvor han døde 50 A a r gammel den 6 . Oktober 1847 . Samtidens A v is e r synes ikke at have ofret den engelske Sprogforsker nogen Omtale ved hans Død . Blichers Begejstring over Bekendtskabet med »den ekstra­ ordinære Britte«, »Englands Rask«, gav han et smukt U d tryk i et D igt, som blev tryk t i Randers A v is :

i

3 6