KrigenKoleraen

8 8

og døbte min Søn — der var aldrig et ondt Ord imellem os; thi han var et ædelt Menneske. „Slaget paa lange Nik,“ som Vilhelm Rode skæmtende kaldte Bataillen, højnede paa mange Maader min hidtil saa fortrykte Stilling; thi de Smaa fik stor Respekt-for mine Kræfter, og de Store morede sig over, at lange Nik var bleven fældet af saa liden en David. Hvad lange Nik selv angik, saa brugte han det for smaa Naturer sædvanlige Middel, at lade som om jeg ikke existerede, og kun naar vi mødtes alene, kom det gamle Hugormeblik frem. Aaret efter blev hanStudent, og først mange Aar senere mødtes vi under ret ejendommelige Forhold. Det var paa Universitetets store Trappe. Jeg havde lige forsvaret min Doktordisputats og kom, omringet af Venner og Opponenter ned ad den, medens han langsomt steg op. Uvilkaarligt standsede vi begge og saae et Øjeblik paa hinanden; men den der blev blodrød i Ansigtet var ham. Senere har jeg aldrig truffet ham, og det hele jeg veed om ham er, at han blev Teolog, muligt Præst, og endte med at skrive en Afhandling om, at der burde være flere Biskopper i Danmark. Til Trods for, at de Store nu holdt deres beskyttende Haand over mig, var jeg en Søndag Morgen nær bleven slaaet ihjel af Woods, og