KrigenKoleraen

85

kunde fremgispe: „Morderisk Overfald! Jeg gaar strax ned og melder dig til Magisteren“. „Saa gaar jeg med,“ svarede jeg resolut. „Jeg har ogsaa noget at melde“. Han tilkastede mig et rasende Blik, og hum­ pede ned ad Trapperne under lydelig Stønnen; men da han naaede Hammerichs Dør gik han forbi den, og jeg saae gennem Vinduet, at han stod ved Posten og vaskede Blodet af sit An­ sigt. Først ved dette Syn gik Følgerne af min Daad klart op for mig, og meget mistrøstig gik jeg op paa Sovesalen, hvor jeg traf Frimodt i Skjorteærmer. Han var dengang en sorthaaret Yngling, altid munter og oplagt til Løjer. Der­ til var han stærk og smidig som en Athlet, havde et elskværdigt Smil og saare vindende Væsen. Jeg holdt meget af ham. „Hvad er der ivejen? Du ser mig saa op- knappet ud?“ begyndte han. Nu først saae jeg, at Nik havde revet de fleste Knapper af mit Tøj, og idet jeg brast i Graad, hulkede jeg: „Jeg er saa ulykkelig, for jeg har slaaet lange Nik halv fordærvet.“ „Er du gal, Dreng? Han er jo tre Gange saa stor og stærk som du“. „Ja, men jeg har gjort det alligevel! Jeg gav ham en Nokkert, og nu staar han og vad­ sker sin Næse nede ved Posten“.