KrigenKoleraen

84 stue. Han kom med det samme Udbrud, jeg veg tilside, men denne Gang spyttede han mig lige i Ansigtet. Da blev jeg betaget af et unævneligt Raseri. Jeg greb Arnesens store Lexikon og slyngede det mod hans Hoved; men han bøjede sig, og Bogen gik gennem knuste Ruder ud paa Kirke- gaarden. „Raser du, Dreng?“ raabte han og snappede den tunge Maghoni Linial, som laa paa Bordet. Han løftede den til Slag; han lignede Kryb­ skytten med den hævede Kolbe, og i samme Nu faldt Højerups „Nokkert“ mig ind. Som en tirret ung Tiger fløj jeg ind paa ham, plantede mit venstre Knæ i hans Mave, stødte den knyt­ tede Højre med al min Kraft mod hans Strube, og i samme øjeblik styrtede lange Nik saa pludseligt ompaa Ryggen, at han tog mig med sig i Faldet. Nu var jeg i Ordets egentlige For­ stand hans Overmand og skaanede ham ikke. Som en Vildkat maltrakterede jeg hans Ansigt, og da han endelig mægtede at ryste mig af sig, laa hans Uhr i den ene Ende af Stuen, dets sprængte Kæde i den anden, og selv havde han ondt ved at standse Blodet, der strømmede ud af hans stærkt ophovnede Næse. Endelig fik han saa meget Vejr, at han